
Dronningens nytårstale bliver anderledes i år

Når dronning Margrethe, 78, nytårsaften kl. 18 dukker op på TV-skærmene landet over for at holde sin nytårstale, kommer det ikke til at ske i vante omgivelser.

Kongehuset har netop meddelt i en pressemeddelelse, at regenten i år vil holde sin nytårstale fra Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe plejer ellers at holde sin tale fra sit modtagelsesværelse på Amalienborg Slot.
I pressemeddelelsen bliver det oplyst, at dronningen bryder sin nytårstradition, fordi der foregår en større renovering af en underjordisk afløbsinstallation på Amalienborg Slotsplads ved Amaliehaven.

Det vidste du (måske) ikke om dronningens nytårstale
- Renoveringen foregår som led i skybrudssikringen af Frederiksstaden og Bredgadekvarteret, hvorfra regnvand under skybrud skal kunne ledes hurtigt bort og ud i havnen ved netop Amaliehaven, oplyser Kongehuset i pressemeddelelsen.
Det er ikke første gang, dronningens nytårstale transmitteres fra Fredensborg Slot.
Det er også sket i 1979, 1980, 2014 og 2015.
Det var også på Fredensborg Slot, at prins Henrik i februar døde, og således bliver det også dronningens første nytårstale efter sin mands død.