Kongelige13. september 2023

Durek Verrett vækker opsigt på nyt foto: Er stylet kønsneutralt

I dag annoncerede norske prinsesse Märtha Louise, at hun skal giftes med Durek Verrett næste sommer. Annonceringen kom med et nyt foto af parret, og især den kommende goms antræk vækker opsigt
Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett blev forlovet sidste sommer og skal giftes næste sommer. 
Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett blev forlovet sidste sommer og skal giftes næste sommer.
 Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett afslører bryllupsdato

Når norske prinsesse Märtha Louise næste sommer bliver gift med sin forlovede, shamanen Durek Verrett, bliver det et bryllup udover det sædvanlige.

I hvert fald hvis man skal tro det foto, som parret har offentliggjort i anledning af, at deres bryllupsdato er blevet afsløret.

På billedet ligger den 51-årige prinsesse på en hvid sofa iført en hvid kjole fra White By Green, mens hendes kommende mand på 48 sidder foran hende klædt i hvid skjorte, lyserødt jakkesæt og guldkæde.

Til mediet MinMote fortæller stylist Afaf Ali, der har stylet parret, at responsen på det nye foto "er stukket helt af".

– Han (Durek Verrett, red.) forelskede sig fuldstændig i det rosa sæt. Det er fra Givenchys damekollektion, blusen er fra By Malene Birger. Så det er kønsneutral styling, påpeger stylisten, der jubler:

– Han er et frit menneske og bliver hverken defineret af køn, race eller titel. Det er et historisk øjeblik, og det betyder meget for mig – en sort pige, der er opvokset i Norge, men som ikke er norsk, slår hun fast.

Tidligere onsdag afslørede parret tid og sted for deres forestående bryllup:

– Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett er glade for at kunne meddele, at deres forestående bryllup kommer til at finde sted på det historiske Hotell Union i Geiranger den 31. august 2024, blev det oplyst.

Sponsoreret indhold