Efter bommert: Kong Frederik tilbage til gerningsstedet i Hiroshima

En atombombe - verdens første af sin slags - sprang over den japanske by Hiroshima i august 1945. 42 år senere fik en dansk kronprins en nedsmeltning for åben skærm selvsamme sted.
I nat vender kronprinsen tilbage til gerningsstedet, denne gang med titel af konge, når Frederik besøger Hiroshima fredag morgen lokal tid, altså mens det er nat i Danmark.
Her skal han først deltage i en mindehøjtidelighed og bagefter besøge Hiroshima Peace Memorial Museum.
I 1987 var erhvervsfremstødet til Japan den første store udenlandsrejse i officiel form for den unge kronprins, der heller ikke havde den store erfaring med at lade sig interviewe endnu.
Måske den manglende rutine var skyld i det svar, Frederik gav, da DR's hofreporter Poul Jørgensen stillede ham spørgsmålet: "Hvad siger Hiroshima en ung mand på 20 år?"
- For mig er krigens rædsler væk. Som ny generation kan man ikke tage hensyn til, hvad der skete i fortiden. Det er det nutidige indtryk, der sætter sit præg på mig. Det var et godt indtryk og et nyt indtryk, svarede den daværende kronprins, som altså lidt snørklet fik sagt, at atombombningen skete for så længe siden, at man ikke behøvede at tænke mere på den.

DR's høflige reporter forsøgte ellers at få Frederik på andre tanker med sit opfølgende spørgsmål: "Men det nutidige indtryk var vel i og for sig også museet?"
- Jo, det er en ting, jeg synes, man helt klart skal opleve, når man kommer til Hiroshima. Men det er ikke noget, man skal få mareridt af eller bryde sine tanker med resten af sit liv, lød det fra Frederik, der forhåbentlig er forberedt på, at nogenlunde samme spørgsmål vil blive stillet igen i løbet af dette besøg godt 38 år senere, hvor verdensfreden synes mere fjern end nogensinde før.
USAs bombning af Hiroshima ved slutningen af Anden Verdenskrig vurderes til at have kostet i omegnen af 100.000 menneskeliv umiddelbart - og endnu flere i de følgende år, hvor kræfttilfælde blandt de overlevende eksploderede.

Selv om Frederik anno 1987 ikke bekymrede sig om atombomber, så er der altså i dag ni forskellige lande, der har mulighed for skabe lignende ødelæggelser.
Kronprinsens svar dengang i Hiroshima var så kontroversielle, at de blev taget op i adskillige medier så sent som sidste år, da Frederik overtog titlen som konge, og man skulle portrættere manden, der nu besidder landets højeste embede.
Besøget dengang i Japan, hvor Frederik var blot 19 år gammel, kastede også en del mere kritik af sig, fordi teenageprinsen virkede træt og uoplagt - særligt om morgenen.
Det blev også nævnt, da selvsamme journalist Poul Jørgensen skrev en bog om Frederik med titlen "Frederik. Danmarks kronprins".
"Når der er sådan nogle gode og interessante natklubber i Japan, i hvert fald i de større byer, han besøgte, så kan man godt forstå, at han syntes, det var en skam, hvis han ikke fik set dem," lød det i bogen.
Til sin 50-års fødselsdag indrømmede Frederik da også, at der blev festet igennem undervejs på det officielle besøg.
"I takt med at jeg blev mere og mere træt på rejsen, som også skal ses i lyset af, at jeg gerne gik sent i seng eller tog i byen, da jeg var yngre, blev min tolerancetærskel lavere og lavere, som dagene skred frem," fortalte han om Japan-turen i bogen "Under bjælken", som er skrevet af Jens Andersen.
Ti år efter det første Japan-besøg begik Frederik i øvrigt en helt anden bommert, som selv hans søn stadig morer sig over. Det kan du læse mere om her.
Frederiks nuværende tiltrædelsesbesøg i Japan slutter fredag med en middag med den japanske kejser på hans palads i Tokyo.