Efter statsbesøg: Mary fløj hjem uden Frede
Ingen kvaler, skatteborgerne betaler.
Sådan er det generelt med kongehuset – og især, når de skal fragtes rundt til forskellige arbejdsopgaver i Forsvarets fly.
Det sker jævnligt – også i andet kvartal af 2024. Her blev de således fragtet til og fra arbejdsopgaver af Forsvaret for i alt 316.587 kroner. Det viser en ny opgørelse fra Forsvarsministeriet.
En af de ture fandt sted 15. Maj, hvor dronning Mary skulle flyves fra Oslo til Kastrup. En tur, som kostede 72.470 kroner.
Rejste alene
Flyveturen kom i forbindelse med, at regentparret fra 14-15 maj var på statsbesøg i Norge.
Men noget tyder altså på, at det var et sent fly, som dronning Mary skulle med på.
Det fremgår nemlig af kongehusets eget program for statsbesøget, at kongeparret skulle være værter for et “returarrangement” til ære for det norske kongepar. Et arrangement, som skulle foregå på Kongeskibet Danmark i Oslo.
Desuden fremgår det tydeligt af Forsvarets oversigt, at det kun var dronningen, som var med på flyet. Dermed er hun altså rejst alene hjem uden sin mand, kong Frederik.
Dette kan være grunden
Det kan dog formentlig skyldes, at dronning Mary havde officielle pligter hjemme i Danmark allerede 16. Maj, altså dagen efter statsbesøget.
Her skulle hun nemlig – ifølge kongehusets kalender – modtage FN’s flygtningehøjkommissær Fillipo Grandi ved Amalienborg klokken 16.00.
En aftale, som havde været svær at nå, taget i betragtning af, at det tager omkring 18 timer at sejle fra Oslo til København.
Flyver ofte
Det er langt fra en hemmelighed, at den danske kongefamilie elsker at lade sig transportere rundt i Forsvarets flyvere og helikoptere, når de skal rundt omkring.
I 2023 skete det også hele syv gange, at både kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe lod sig fragte rundt for vores alles penge.
Faktisk kom den samlede sum for flyture i 2023 op på knap 1,3 millioner kroner – vel at mærke for en familie, som i forvejen for mere end 100 millioner kroner til at drive sig selv om året.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Kongehuset, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse endnu.