Efter store uroligheder i Frankrig: Kong Charles' besøg bliver udskudt
Kong Charles' besøg i Frankrig bliver udskudt. Det sker, fordi landet i en periode har været præget af spændinger omkring en omstridt pensionsreform.
Det oplyser det franske præsidentkontor.
Beslutningen blev taget efter en telefonsamtale mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og kong Charles.
- I lyset af gårsdagens meddelelse om endnu en dag med nationale protester mod pensionsreformen på tirsdag, vil kong Charles' besøg, der oprindeligt var planlagt til den 26.-29. marts, blive udskudt, siger præsidentkontoret i en meddelelse.
Der vil hurtigst muligt blive fundet et nyt tidspunkt for statsbesøget ifølge AFP.
Den britiske regent skulle have besøgt Paris på søndag sammen med sin hustru, dronning Camilla.
Frankrig har i mange dage været ramt af uroligheder og protester mod en omstridt pensionsreform.
Torsdag deltog tæt på 1,1 million mennesker i demonstrationer i flere franske byer.
Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, er 123 politifolk blevet såret under voldelige gadekampe, mens 80 personer er blevet anholdt.