Ekskong Konstantin er død
Den græske ekskong Konstantin er død i en alder af 82 år.
Det oplyser flere græske medier ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Konstantin døde ifølge tv-stationen ERT i den græske hovedstad, Athen, af et slagtilfælde.
Lørdag kom det frem, at Konstantin, der var gift med dronning Margrethes søster Anne-Marie, var indlagt og i kritisk tilstand med vejrtrækningsproblemer.
Flere græske medier skrev i den forbindelse, at Konstantin var blevet ramt af et slagtilfælde i sit hjem.
Konstantin var de seneste år indlagt flere gange. Han var ramt af covid-19 to gange.
Konstantin var Grækenlands konge fra 1964 og til 1967, hvor officerer i den græske hær tog magten ved et kup.
Han forsøgte sig med et modkup, der slog fejl, og han og daværende dronning Anne-Marie blev tvunget i eksil.
Efter demokratiet var genoprettet, blev der gennemført en folkeafstemning i Grækenland i 1974. Her blev det besluttet, at monarkiet skulle afskaffes.
Ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie boede igennem årene sammen i Rom, London og senest Grækenland. Senest er de flyttet fra halvøen Peloponnes til Athen, så Konstantin kunne være nærmere hospitaler.
Ud over sin kone, Anne-Marie, efterlader Konstantin sig sine fem børn og ni børnebørn.
OVERBLIK: Ekskong Konstantin vendte hjem til Grækenland
* Konstantin blev født i 1940 som søn af den senere kong Pavlos I og dronning Frederika. Kort efter hans fødsel flygtede familien på grund af Anden Verdenskrig fra Athen til Alexandria. Efterfølgende flygtede familien ud af landet til Sydafrika.
* I 1946 vendte familien tilbage til Grækenland. Året efter døde Konstantins onkel - kong George II - og hans far overtog tronen.
* Konstantin vandt i 1960, da han var kronprins, en OL-guldmedalje i dragesejlads ved OL i Athen. Han brød dermed med knap 50 års guldtørke for Grækenland.
* Konstantin begyndte samme år at studere jura på universitetet i Athen.
* Den 6. marts 1964 døde hans far, kong Pavlos I, og Konstantin overtog tronen.
* Kong Konstantin II af Grækenland regerede som monark i perioden 1964-74.
* Den 18. september 1965 blev han gift med prinsesse Anne-Marie, der er dronning Magrethes yngste lillesøster, i Athen, og Anne-Marie blev dermed dronning af Grækenland.
* Parret måtte forlade landet i 1967 efter et fejlslagent modkup mod den militærjunta, der netop havde taget magten i landet.
* Da demokratiet i 1974 blev genindført efter syv års militærdiktatur, blev kongedømmet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning.
* Den tidligere konge har dog nægtet at tage et efternavn, da en konge er konge for livet, og fordi både den græske og den danske kongefamilie aldrig har haft et efternavn.
* Ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie har boet sammen i Rom, London og nu Grækenland. Senest er de flyttet fra Peloponnes til Athen, så Konstantin kunne være nærmere hospitaler.
* Han har været indlagt flere gange de seneste år med corona.
* Konstantin og Anne-Marie har fem børn, Pavlos, Alexia, Nikolaos, Theodora og Philippos, samt ni børnebørn.
* Pavlos er gift med Marie-Chantal Miller, og de har fem børn: Maria-Olympia, Constantine-Alexios, Achileas-Andreas, Odysseas-Kimon og Aristidis-Stavros.
* Alexia er gift med Carlos Morales, og de har fire børn: Arrietta, Anna-Maria, Amelia og Carlos.
Kilder: Kongehuset, greekroyalfamily.gr og lex.dk