Elton John: Derfor var Diana og jeg uvenner
I sin nye biografi ”Mig”, der lige er kommet på gaden, afslører Elton John, 72, at der ikke altid kun var gode miner mellem ham og prinsesse Diana. Faktisk havde de en periode, hvor de slet ikke talte sammen.
– I mange år var hun en meget nær ven, og så blev vi fuldstændig uventet uvenner. Årsagen var en bog, som Gianni Versace havde sat sammen med titlen: ”Rock and Royalty”. Det var en samling portrætter af store fotografer: Richard Avedon, Cecil Beaton, Herb Rots, Irving Penn, Robert Maplethorpe. Overskuddet skulle gå til min AIDS-stiftelse, og hun havde sagt ja til at skrive forord. Så fik hun kolde fødder, skriver Elton John i sin nye biografi ”Mig”, og fortsætter:
– Jeg gætter på, at Buckingham Palace ikke brød sig om tanken om, at et medlem af kongefamilien skulle have noget at gøre med en bog med billeder af nøgne mænd kun iført håndklæder. I sidste øjeblik trak Diana sit forord tilbage. Hun hævdede ikke at have haft nogen anelse om bogens indhold, hvad der ganske enkelt ikke var sandt: Gianni havde vist hende det alt sammen, og hun havde erklæret, at hun var vild med, lyder det det fra sangeren.
Netop fordi Diana godt kendte indholdet i bogen, var Elton absolut ikke tilfreds med prinsessen, og det skulle hun naturligvis have at vide.
– Jeg skrev tilbage til hende for at stille hende til regnskab og forklare hende, hvor mange penge hun havde kostet AIDS-stiftelsen, samt minde hende om, at hun havde haft bogen til gennemsyn. Jeg fik et meget formelt og stramt brev tilbage: ”Kære Mr. John …” Og det var så tilsyneladende det. Jeg blev vred på hende, men også bekymret.
– Tilsyneladende var hun begyndt at miste kontakten til alle mulige forskellige nære venner, der turde være oprigtige over for hende og sige sandheden. I stedet omgav hun sig med folk, der kun fortalte hende det, hun gerne ville høre, eller som bare lyttede, når hun fremlagde nogle af de mere paranoide teorier om kongefamilien, hun havde udviklet siden skilsmissen. Jeg vidste af personlig erfaring, at det ikke var sundt.
Alligevel endte Elton John og prinsesse Diana alligevel med at blive forsonet, inden hun døde i 1997. Og han sang jo sin nye version af ”Candle in the Wind” til hendes begravelse.
– Jeg talte først med hende igen, den dag Gianni (Versace, red.) blev myrdet (den 15. juli 1997, red.), forklarer ”Rocketman”-sangeren, der nåede at forsone sig med prinsessen inden den fatale dag i Paris den 31. august 1997, hvor hun omkom i en bilulykke.
Elton John tæt på at dø af infektion
– Efter John Reids opringning om hans død, var hun den første, der ringede til mig. Jeg ved ikke engang, hvor hun havde fået nummeret fra, for vi havde ikke haft huset i Nice ret længe. Hun var lige henne ad kysten i St. Tropez på Dodi Al-Fayeds yacht. Hun spurgte hvordan jeg havde det, og om jeg havde talt med Donatella. Så sagde hun: ”Jeg er virkelig ked af det. Det var en tåbelig måde at blive uvenner på. Lad os blive venner igen”.