Fejl i systemet: Kronprinsesse Mary deltager IKKE i dronning Elizabeths begravelse

Kronprinsesse Mary rejser alligevel ikke med til London for at deltage i begravelsen af den britiske dronning Elizabeth.
Det skyldes en protokolfejl i det britiske udenrigsministerium, oplyser Kongehuset.
- Der er sket en beklagelig fejl i invitationen fra det britiske udenrigsministeriums protokol, oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling til Ritzau.

- Det er således alene Dronningen og Kronprinsen, der fra dansk side deltager i Dronning Elizabeth II’s statsbegravelse på mandag, fortsætter meldingen.
Det er det britiske udenrigsministerium, der har lavet fejlen.

For få dage siden lød det ellers, at kronprinsesse Mary også skulle deltage ved britiske dronning Elizabeths begravelse mandag i London.
Elizabeth nåede at sidde på tronen i 70 år - siden 1952. Det gjorde hende til den længst siddende monark i Storbritanniens historie. Hun blev 96 år.

Nu er det den danske dronning, som er den længst siddende nulevende regent i verden. Den 14. januar havde hun været regent i 50 år.
Dronning Elizabeths begravelse finder sted i kirken Westminster Abbey i London.