Frederik hylder Mary i ny bog: Ingen konge uden en dronning
LÆS OGSÅ: Afslører detaljer om Kong Frederiks bog: Vidste det først nytårsaften
Med udnævnelsen af kong Frederik har Danmark også fået en dronning Mary. Og hun har stor indflydelse på hans virke for landet.
I bogen "Kongeord", der udkom onsdag 17. januar, fremhæver han hustruens styrker og beskriver endda, at han ikke ville være konge uden hende.
– Ingen konge uden en dronning, og i alle tanker, idéer og visioner bag mit kongeord finder man også dronning Mary, lyder det fra kong Frederik i bogen.
Herefter følger en lind strøm af ros og komplimenter til hustruen, der nu også er Danmarks dronning.
– Det kan hun takke sig selv for. Mary er skabt ind i den rolle, der til dels er bygget af hende selv, fordi hun er en kvinde af tiden. Hun er opmærksom på alle de forandringer, som verden står overfor, og hun er organiseret i sit tankesæt omkring, hvor og hvordan hun ønsker at være og bistå mig som dronning. Dér har vi bygget et parallelt spor, hun og jeg.
Ifølge Frederik udfordrer Mary ham ofte, hvilket er med til at styrke deres ægteskab. For hun er – i modsætning til prins Henrik – ikke tilhænger af en gammeldags opfattelse af mænds og kvinders roller i hjemmet og i familien. Og det har han med tiden slået sig til tåls med.
Han skriver:
– Som tidligere nævnt var min far meget patriarkalsk anlagt, og det mønster forsøgte han at give videre til sine to sønner. Her har jeg dog lært meget af at have en hustru, som fra tid til anden minder mig om, at jeg selvfølgelig ikke altid har ret, og at mine ord ikke står til troende pr. automatik, bare fordi jeg er manden i huset.
– Den modstand holder mig på tæerne, og selv om jeg nogle gange godt kan tage mig selv i at tænke: "Åh, skal vi virkelig bruge fem minutter mere på diskussion", så accepterer jeg, at Mary gerne lige vil have vendt endnu et par sten, og så tager vi fem eller ti minutter mere.
– Mary er min makker og min wingman, for nu at bruge et pilotudtryk, og vi har en super dynamik. Det gavner os enormt, når vi forbereder alt fra kirkebesøg og prisuddelinger til nytårstaffel og statsbesøg.