Frederik og Mary hygger sig i bølgen blå på hemmelig ferie
Torsdag ankom kong Frederik og dronning Mary til Paris, hvor de åbnede The Denmark Pavillon, men da ugen begyndte, var tempoet noget mere roligt for kongeparret.
Her blev de spottet på den italienske ferieø Sardinien, hvor programmet tilsyneladende blot stod på sol, strand og afslapning.
Det skriver det britiske medie Daily Mail, der har billeder af Frederik og Mary, der dypper sig i bølgen blå.
Ifølge mediet er billeder taget mandag ved Nikki Beach i området Porto Cervo.
Det passer med, at kongeparret ikke var i landet på det tidspunkt. Ifølge Kongehusets kalender havde kronprins Christian i hvert fald regentrollen den 22. juli, der i øvrigt er fætter Felix’ fødselsdag.
Mary var iklædt en badedragt med ekstra dyb udskæring og flot patchwork af mærket Zimmermann til den nette sum af 400 euro svarende til 3000 kroner.
Dermed har hun skiftet sin ellers meget omtalte badedragt fra Copenhagen Cartel fra sidste sommer ud.
Hendes mand var iklædt et par noget mindre iøjnefaldende rustrøde badebukser.