Genoveva Casanova giver Instagram en overhaling: Kærlighed er den eneste vej
LÆS OGSÅ: Medie: Her vender Genoveva Casanova tilbage på skærmen
For få dage siden kunne et spansk medie fortælle, at Genoveva Casanova snart vender tilbage på tv-skærmen. I den anledning ser det ud til, at den mexicanske multikunstner, der udover at være kendt som kong Frederiks veninde i Madrid også har gjort sig i flere spanske programmer, har opdateret sin Instagram-profil.
I hvert fald har ugebladet Her&Nu opdaget, at modellen har ændret sin biografi, som er teksten øverst i hendes profil.
– KÆRLIGHED ER DEN ENESTE VEJ, står der nu med store bogstaver efterfulgt af fire punktummer.
Beskeden om, at hun vil sagsøge de medier, der har bragt billederne af hende og kammeraten kong Frederik, har hun dog ladet stå på profilen, der i skrivende stund har godt 79.800 følgere.
Sidst, Genoveva Casanova delte noget nyt på Instagram, var for en lille uge siden, hvor hun delte en reel i sin story med tips til, hvad man skal gøre, når man har en dårlig dag.
Kilder tæt på Casanova fortæller til Vanitatis, at den mexicanske kendis har fået mange tilbud om diverse samarbejder, men at hun har afslået, da de blandt andet indebar pressearbejde, hvor hun potentielt kunne blive konfronteret med de famøse fotos af hende og kong Frederik.
Men med sin deltagelse i t-programmet "El desafío", som efter sigende er på trapperne, er der ikke risiko for det, og det er altså angiveligt derfor, hun har sagt ja til at deltage.
Casanova, der tidligere har deltaget i den spanske udgave af "Masterchef" og "Hvem holder masken?", er ikke den eneste med royale forbindelser, der kommer til at deltage i "El Desafio".
Victoria Federica de Marichalar, der er niece til spanske kong Felipe, har angiveligt også sagt ja til at deltage i programmet.