Grev Felix' kæreste voldsomt chikaneret: Det er grimt og sårende
LÆS OGSÅ: GREV FELIX' KÆRESTE DELER HUDLØST ÆRLIGE BILLEDER
De fleste jublede og klappede i hænderne, da grev Felix i februar afslørede, at han var blevet kærester med skuespilleren Mie Sofia Elers.
Men det er åbenbart ikke alle, der var glade for den nyhed.
På sin Instagram-profil har Mie Sofia Elers delt en række billeder, som viser noget af den chikane og mobning, hun gennem de seneste måneder er blevet udsat for. Og det er ikke småting.
- Jeg har egentlig ikke tænkt mig at sige noget om det, fordi jeg har været i stand til at grine af det, men nu er det gået for langt. Nogen har lavet flere falske profiler og chikaneret mig i flere måneder, skriver Mie Sofia Elers på sin Instagram-profil.
- Det er vanvittigt, at nogle mennesker tror, det er okay at mobbe andre på nettet, gemme sig bag en skærm og opfinde de mest skrækkelige ting om mig, uddyber hun.
På sin Instagram-profil deler Mie Sofia Elers en række skærmbilleder af falske profiler, som mobber Felix' kæreste. Her er der billeder, hvor hun bliver portrætteret som en djævel med horn i panden.
Det er dog ikke det eneste. De falske profiler har også skabt falske billeder, som har til formål at udstille Sofia sammen med andre mænd end Felix. Nogle af billederne er stjålet fra Mie Sofias venners Instagram-profiler.
- Det er grimt, og det kommer til at såre folk, fordi du/I involverer mennesker tæt på mig. Mennesker, jeg elsker. Lad mine venner, min familie og mig være i fred, skriver hun direkte til den eller de personer, der står bag chikanen.
De falske profiler er også nået frem til SE og HØR. Her har vi ad flere omgange modtaget billeder og skærmbilleder af beskeder, som på falsk vis forsøger at udstille Mie Sofia.
Profilerne har ligeledes fabrikeret falske samtaler, som forsøger at vise korrespondencer mellem Sofias Instagram-profil og andre. Disse samtaler er tydeligt falske.
SE og HØR har været i kontakt med Mie Sofia Elers. Hun har ikke yderligere kommentarer til sagen, da hun ikke ønsker, at chikanen eskalerer. Hun oplyser, at opråbet på Instagram er til at for at advare hendes mange følgere og bede dem om at anmelde de falske profiler.