Grev Nikolai sender stikpille til farmor
LÆS OGSÅ: Færdige som prinser og prinsesse - men det står der endnu
Det kan godt være, at dronning Margrethe i sin nytårstale forsøgte at gyde olie på de oprørte vande i kølvandet på hendes beslutning om at fjerne fire af sine børnebørns titler.
Men når hun i dag står op til en ny dag i et nyt år, er det til en hilsen fra nu grev Nikolai, der ikke er synderligt imponeret over hendes beslutning om at fjerne hans titel som prins og i stedet gøre ham til en fransk greve.
For overfor SE og HØR og en række andre medier giver han nu sit besyv med i den hede debat, som eksploderede efter hendes beslutning.
- Det er en underlig følelse og en oplevelse, som jeg helst havde været foruden.
- Men nu er det, som det er. Jeg vil resten af mit liv være stolt over de år, hvor jeg fik lov til at være prins til Danmark, siger grev Nikolai i dag til SE og HØR via grevinde Alexandras presserådgiver, Helle Von Wildenrath Løvgreen.
Dermed slår han fast, at han ikke er enig, når dronningen tidligere har angivet, at det er for de fire børnebørns skyld, at hun har fjernet de kongelige titler.
Da hun blev spurgt til beslutningen, fortalte hun, at det skyldtes en omsorg for de fire.
- Det er en overvejelse, jeg har haft ganske længe, og jeg tror, at det vil være godt for dem i deres fremtid, og det er det, der er årsagen, sagde dronningen, og da hun blev spurgt, om det var for børnenes egen skyld, svarede hun:
- Ja, selvfølgelig er det det.
Senere måtte hun – da kritikken af den kongelige familie steg til orkanstyrke i befolkningen - gå på de sociale medier og undskylde.
- Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af.
Hendes tristhed var dog ikke mere forankret end at hun aldrig greb telefonen og ringede til de fire børnebørn for at høre, hvordan de havde det, ligesom de aldrig fik en forklaring fra hende selv.
Den måtte de høre fra deres forældre og læse om i medierne.
For farmor var tavs som graven og for kun et par uger siden kom det frem, at hun fortsat ikke havde haft kontakt med børnebørnene.
I nytårstalen forsøgte hun endnu engang at give et indtryk af, at der bliver arbejdet med tingene i den kongelige familie.
- At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt, lød det salvelsesfuldt, inden hun gik videre og prøvede at give indtryk at, at hun er en farmor, der følger med i sine børnebørns liv.
- For de fleste af os er familien noget af det vigtigste i vores liv. Vi følger hvordan vore børn udvikler sig, og hvordan de tager fat på tilværelsens udfordringer på hver deres måde.
- Vi glæder os, og vi bekymrer os, og vi vil så gerne, at det skal gå dem godt, sagde regenten – uden at komme ind på, at hun i flere måneder ikke har rakt ud efter de fire børnebørn, der nu er skrevet ud af kongehuset.
Om det er de gamle stridigheder iblandet den seneste beslutning om at fjerne titlerne, der fik prinsesse Marie til at aflyse sin deltagelse i nytårskuren senere i dag, vides ikke.
Men det er første gang, at en kongelig har aflyst et officielt arrangement med det argument, at et barn var sygt.
Kongehuset råder over masser af personale, der kunne kigge efter prins Henrik i de timer, men Marie ønskede formentlig ikke at sidde og skåle med sin svigermor den første dag, hvor hendes to børn ikke længere er medlemmer af kongehuset.
- Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til.
- At forholdet til Prins Joachim og Prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt, lød det ellers fra Margrethe i nytårstalen.
Hendes ord giver grev Nikolai ikke meget for. Og tilsyneladende heller ikke prinsesse Marie.