Grev Nikolai støtter Benedikte Thoustrup som model: Stolt af hende
LÆS OGSÅ: Her går grev Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, model til modeugen
Det var med rytme og lange skridt, da Benedikte Thoustrup mandag gjorde den som model til Copenhagen Fashion Week. Her indtog hun catwalken for det danske mærke OpéraSPORT, som havde iført hende en hvid silkekjole fra mærkets kommende kollektion.
Den viste grev Nikolais kæreste smukt frem under showet, hvor hun og andre modeller gik forbi de fremmødte gæster for at give et bud på moden næste sommer.
Og der er ingen tvivl om, at greven er meget tilfreds med Benedikte Thoustrups præstation på den københavnske catwalk, som han selvfølgelig var dukket op for at støtte.
– Superflot, jeg er så stolt af hende. Det var superfantastisk at overvære, siger Nikolai til SE og HØR efter showet.
Grev Nikolai er netop blevet færdig med studierne, men fremtidsplanerne ligger endnu ikke fast, fortæller han.
– Jeg ved det ikke endnu, jeg tror, jeg skal ud at finde ud af, hvad der skal ske. Jeg holder mine muligheder åbne, i hvert fald.
Om udlandet kan være en del af grev Nikolais fremtid er bestemt ikke udelukket, men et dansk eventyr er ikke taget af tegnebrættet.
– Både ja og nej. Jeg har faktisk ikke besluttet mig for noget endnu. Så det kan sagtens være – det kan også sagtens være, det bare bliver her i Danmark.