Grevinden ydmyger Martin i retten: Alex’ hævn

Beklager. Du får ikke en krone!
Hvis grevinde Alexandra havde sat næsen op efter at få hevet penge ud af eksmanden Martin Jørgensen, blev hun slemt skuffet. For da kameramanden i mandags mødte op i retten på Frederiksberg, hvor Alex havde stævnet ham, erklærede han, at han ikke var i stand til at betale så meget som én krone i afdrag om måneden.
Som SE og HØR tidligere har afsløret, pumpede Martin Jørgensen store summer ud af Alexandras privatøkonomi og ind i sin egen, da de var gift. De store overførsler skete under dække af at skulle bruges til gode investeringer.

I stedet gik pengene til hans vilde privatforbrug, og derfor udarbejdede Alexandra et gældsbrev, da det gik op for hende, at hun var blevet snydt. Det massive pengeforbrug var en af faktorerne i deres skilsmisse, og Alex ville have sine penge tilbage.
Ejer intet
Derfor var Martin Jørgensen i mandags i retten, fordi Alexandra har anlagt en civil sag mod ham.
Her udfrittede hendes advokat Martin om, hvor meget han tjener, og hvor meget han er i stand til at afdrage. Alex’ eksmand har dog ingen planer om at betale hende.

– Kontoen går i nul hver måned, erklærede han i retten, hvor han også fortalte, at han er fastansat hos barkongen Adam Falbert, og at det arbejde hver måned giver en løn på 50.000 kroner.
Han fortalte også, at han ikke ejer noget af værdi, som kan sælges for at afdrage.
– Jeg har kun det, jeg sover i, forklarede Martin, der bor i en lejlighed i en ejendom, som også er ejet af Adam Falbert.
Her betaler Martin hver måned 14.000 kroner i husleje, ligesom han har udgifter til internet, varme og ind i mellem leasing af en bil, der er nødvendig i relation til arbejdet.

– Grevinden har ikke mere at sige for nærværende. Men hun giver ikke op, siger Alex’ presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, til SE og HØR.
Lange udsigter
Martin Jørgensen selv havde ikke lyst til at kommentere det celebre slagsmål med ekskonen. Han var tavs, da han sammen med sin advokat kom til retten og han ønskede heller ikke at kommentere sagen efter det korte retsmøde, hvor det blev fastslået, at han er insolvent. Det betyder, at han de næste seks måneder ikke kan trækkes i retten.
Selv om Alexandra har ønsket at hævne sig på Martin efter hans store armbevægelser for hendes midler, så kan hun ikke røre Martin, så længe han ikke ejer noget, der kan sælges.
Selv hvis han kunne betale f.eks. 5.000 kroner om måneden, ville det – uden at renterne er medregnet – tage ham omkring 90 år at afdrage den store gæld.

Alexandra har flere gange forsøgt at hive eksmanden i retten med krav om tilbagebetaling, men fire gange udeblev han.
Selv om Alex således ikke kan se frem til månedlige betalinger fra Martin, kan hun blive ved med at hive ham i retten resten af hans liv.
Således har grevinden kameramanden i en juridisk skruestikke. For med truslen om en ny retssag kan Martin aldrig købe noget af værdi, for opdager Alex, at han ejer noget, kan hun hive ham i retten med krav om, at han skal afdrage gælden med den pågældende værdi.