Harry og Meghans længe ventede Netflix-dokumentar får snart premiere: Her er kongehusets modtræk
Det britiske kongehus kommer næppe til at blive fremstillet i det mest flatterende lys, når Harry og Meghans Netflix-dokumentar, der slet og ret bærer navnet "Harry & Meghan", får premiere torsdag den 8. december.
På denne dato vises de første tre afsnit, mens seriens tre sidste afsnit får premiere den 15. december.
Og når de sidste afsnit ruller over skærmen hos Netflix, kommer kong Charles, dronning Camilla, prins William og prinsesse Kate næppe til at sidde hjemme til en omgang "Netflix and chill".
I stedet hæfter flere britiske medier, herunder The Sun og Mirror, sig ved, at det royale firkløver kommer til at vise fælles front, da de sammen tager til julegudstjeneste i Westminster Abbey den 15. december.
Her kommer juleidyllen til at herske for fuldt flor, da julegudstjenesten skal optages til et tv-program, der sendes på ITV1 juleaftensdag.