Kongelige9. september 2024

Her er Christians nye liv

Kronprinsen er draget til Tanzania med nogle venner.
Kronprins Christian
Kronprins Christian er draget på "savanne ekspedition".
 Foto: Lars H. Laursen

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft afslører nyt job: Skal være vært på nyt DR-program

Kronprins Christian har nu taget hul på sin nye tilværelse i Afrika, efter at han i onsdags i sidste uge forlod Danmark for at blive farmer i Østafrika, som er det eneste, kongehuset har meldt ud om hans fire måneder lange ophold.

Nu erfarer SE og HØR, at det er Tanzania, der er den foreløbige destination for landets kommende konge, selvom der gættes på, at Kenya er landet, han skal arbejde i.

Sammen med tre venner ankom han til Tanzania, hvilket en af hans venner afslørede på et opslag på de sociale medier om turen, som de beskriver som en 'savanne ekspedition'.

Her skal gruppen af ungersvende se kontinentets prægtige dyr, inden den mere alvorlige del begynder for kronprinsen.

Også hans mor har erfaringer fra Østafrika, hvor Mary på en af sine ture så en gruppe løver æde en giraf, de havde nedlagt. Nu kan hendes søn selv se løver, elefanter og giraffer i deres naturlige omgivelser.

Den royale kransekagefigur og hans venner har blandt andet besøgt vildtreservatet Selous Game Reserve, der er Afrikas største nationalpark med fredet natur, og som strækker sig over et areal på cirka 30.000 kvadratkilometer.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-09-09/20140831-131635-L-4288x2848ma.jpg
Kronprinsen har skiftet de danske festivaler ud med vildtreservatet Selous Game Reserve.
 Foto: Scanpix Denmark / Daniel Hayduk

Og noget kunne tyde på, at det fortsat er vennerne fra skandaleskolen Herlufsholm, der fortsat står Christian nærmest. For det er tre venner fra tiden på Herlufsholm, der er med på turen.

Om de skal være med hele tiden, er dog uvist, eller om de blot skal udforske lidt af Afrika, inden Christian går ombord i tilværelsen som afrikansk farmer.

Allerede ved sin studentereksamen stod det klart, at Christian skulle prøve sig selv af udenfor sin families kongerige.

Jeg kommer nok ud at se verden og prøve mig af på forskellige måder, sagde han, da han fik huen på uden at komme ind på, hvad det dækkede over.

Senere udsendte kongehuset en pressemeddelelse om, at han frem til december skal arbejde på to farme. Kongehuset ville dog ikke afsløre, hvor i Østafrika det skulle foregå, men nu er en af kammeraterne kommet til at tale over sig på de sociale medier. I hvert fald i relation til den første del af eventyret.

Der gættes på, at Christian skal en tur i militæret, når han kommer tilbage, inden han senere skal i gang med en videregående uddannelse som sin far.

Sponsoreret indhold