Her er dommen: Det er IKKE kong Frederiks bedste tale nogensinde
LÆS OGSÅ: Her er hele talen
- Han gjorde det rigtig godt!
Det fastslår retorikeksperten Mette Højen, som SE og HØR har bedt kommentere kong Frederiks første nytårstale med de professionelle briller.
Mette Højen hjælper til hverdag erhvervsfolk til at holde bedre taler. Og hun imponeret over, hvor godt den ellers så verbalt udfordrede konge klarede sit livs nok vigtigste tale.
- Min vurdering er, at han gjorde det rigtig godt. Han mener det. Og det er tydeligt, at han har øvet sig. Det er måske ikke helt Obama endnu, men det der gør, at det går rigtig godt er, at man kan mærke ham.
- Han mener det, han siger, og det kommer fra hjertet. Det er en kæmpe styrke, slår Mette Højen fast overfor SE og HØR.
En vigtig del af det at tale er at have sit kropssprog med sig. Og der var kong Frederik ikke helt afslappet, mener retorikeksperten.
- Han er både afslappet og lidt stiv i det.
- Men jeg synes, man kan mærke den her varme fra ham, og det er enormt tillidsvækkende. Og tillid er jo en af de ting, han taler om i sin tale, så på den måde synes jeg, at det hænger ret godt sammen, understreger hun.
Hun mener ikke, at det er Frederiks bedste tale til dato.
- Jeg har set nogle taler i løbet af hans første regentår, hvor han har været bedre. Han var fænomenal, da han var i Tyskland. Her holdt han en fantastisk tale, hvor han havde lidt mere humor og selvironi indover, og det fungerer han virkelig godt med.
- Det havde han ikke her, så den var lidt mere stiv, end når jeg har set ham, hvor han er bedst. Men han ligger et rigtig godt sted, hvor han også viser noget af den her sårbarhed, som han taler om i sin tale, mener Mette Højen.
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Frederik ikke har det rart med at holde taler, og han har da også selv indrømmet, at det ikke er her, hans spidskompetence ligger.
- Men jeg synes, at han tager det på sig, og han tager ejerskab og ansvar i den her situation, lyder de rosende ord fra retorikeksperten.
En vigtig del af en tale er desuden, at tilhørerne skal føle sig trygge ved måden, taleren fremlægger sine ord, og Mette Højen følte sig tryg, da kongen talte til nationen i en af kongehusets vigtigste begivenheder.
- Han har en plan her, og han har øvet sig.
- Det giver virkelig pote i den her situation. Jeg tror, han har øvet sig i hvert fald den sidste uges tid. Han har øvet sig en gang om dagen, vurderer hun.
Hun er klar til at give Frederik tæt på topkarakter.
- Ud fra den nye skala giver jeg ham et tital, fastslår Mette Højen.