
Her er planen: Sådan fejrer de kongelige nytåret

LÆS OGSÅ: Denne sætning vil kong Frederik sige i nytårstalen i aften
Kong Frederik og dronning Mary fortsætter dronning Margrethes tradition og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.
Selv om dronning Margrethe ikke længere er regent, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.
Og det er noget af et program, som venter:
* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.
Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.
Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.
* 6. januar: Klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps.
Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.
Klokken 11.30 afholder kongeparret nytårskur for det diplomatiske korps.
Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.
* 7. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.
Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.
* 10. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner.
Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

En gammel tradition
De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.
Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.
De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.