Historien om kronprins Frederik og Genoveva Casanova går verden rundt
LÆS OGSÅ: Genoveva Casanova afslører: Sådan kender hun kronprins Frederik
Et spansk statsbesøg forvandlede sig til noget, der minder om en spansk inkvisition for kronprins Frederik, 55.
Tirsdag aften, midt under det spanske kongepars statsbesøg i København, meddelte det spanske ugeblad Lecturas, at det havde i sinde at bringe billeder af kronprins Frederik med den mexicanskfødte Genoveva Casanova, 47, sammen i den spanske hovedstad Madrid.
Under overskriften "Frederik af Danmark og Genoveva Casanova overnatter sammen" beskrev det spanske magasin, hvordan den danske tronarving angiveligt overnattede hos den mexicanske skønhed den 25. oktober, mens kronprinsesse Mary var på arbejde i New York City.
Det er en historie, der ikke kun har vakt opsigt i Danmark og Spanien – men i hele verden.
Skjulte følelser eller fælles front?
Britiske Daily Mail påpeger, at kronprins Frederik var i Madrid uden sin kone gennem 19 år og beskriver, hvordan Casanova kalder spekulationerne omkring hendes relation til den danske tronfølger for "ondsindede".
Britiske Hello! lægger vægt på, at kronprinsparret viser fælles front, efter de afslørende billeder er blevet offentliggjort, og samme vinkel kører det amerikanske ugeblad People.
Også hos vores naboer i Skandinavien er historien ikke gået ubemærket hen: Hos norsk SE og HØR beskriver de, at kronprins Frederik er i modvind under overskriften "Hængt ud for utroskab", og Svensk Damtidning fokuserer på, at Mary må "skjule sine følelser" midt i stormvejret.
Tabloid skandale
Historien er naturligvis også nået til kronprinsesse Marys hjemland Australien. Her skriver The New Daily, at Marys ægteskab er landet i en tabloid skandale, og mediet hæfter sig ved, at det er pudsigt, at kvinden, som Frederik er blevet fotograferet sammen med, bærer efternavnet Casanova.
Også i Genoveva Casanovas hjemland Mexico giver historien genlyd: Her beskriver magasinet Caras, hvordan kronprinsen og mexicaneren er fotograferet sammen på spadseretur.