Hva' så, skalde? Prins William og Kate Middletons overraskende kælenavne afsløret
LÆS OGSÅ: "His Royal Hotness"! Royale fans i svime over prins William i shorts
Det er som bekendt ganske sjældent, at vi får et kig ind i privaten, når det gælder det engelske kongehus - hvis man altså lige undlader at tænke på prins Harry og Meghan Markle.
Men for den 41-årige prins William og den 41-årige prinsesse Catherine er døren oftest lukket.
Fra tid til anden får vi dog en lille smagsprøve på, hvad det vil sige at være en del af Windsor-familien.
Senest har den royale forfatter Tom Quinn skrevet bogen "Gilded Youth: An Intimate History of Growing Up in the Royal Family", hvor han afslører helt særlig information om det royale kronprinspar.
I bogen beskrives det blandt andet, hvordan Kate Middleton håndterede pressens dækning af hende, da hun først begyndte at være kærester med prins William.
Bogen fortæller også om, hvordan prinsen og prinsessen af Wales har valgt at opdrage deres børn, samt hvorfor de valgte at flytte ud af London for at bo på Windsor Castle.
En af de sjovere detaljer er dog, hvad det royale par har af kælenavne til hinanden.
Og jo jo, de bruger naturligvis klassikere som "babe", men Kate Middleton har tilsyneladende et kælenavn til sin prins, der må gøre ondt en gang i mellem.
Hun kalder ham nemlig "baldy". Eller på dansk: skalde.
Kælenavnet er angiveligt opstået - altså ud over det helt åbenlyse - fordi prins William altid har travlt med at kommentere på Kates "endeløse manke af hår".
William holder til gengæld af at kalde sin prinsesse for "babykins" og "Hertuginde af Doolittle", som så forkortes til "DoD" og er en stikpille til den tidligere hertuginde af Cambridge, der ikke nåede at have en fuldtidskarriere, inden hun i 2011 giftede sig med prins William.
Helt humorforladte er de åbenbart ikke i den royale del af England!