
Ingen dronning på Kongeskibet: Hælder millioner i havet

LÆS OGSÅ: Ingen må se med: Dronning Margrethe går ombord på kongeskibet Dannebrog på lukket militærområde
Pengene fosser ud af Forsvarsministeriet, hvor der for ganske nylig blev præsenteret et minus på 38 milliarder kroner – altså næsten to nye storebæltsbroer.
Minusset skal blandt andet betales ved, at danskerne dropper Store Bededag for fremtiden. Imens skal der ikke spares på dronningens elskede skib, Dannebrog, selv om hun for længst har proklameret, at den første halvdel af sommertogtet rundt i Danmark er aflyst, mens hun genoptræner sin nyopererede ryg.

Dannebrog er ellers et af de goder, som Margrethe ikke selv betaler af sin apanage, men som Forsvaret troligt samler regningen op fra år efter år.
Og det er ikke småpenge, det drejer sig om.
Sidste år var det et beløb på 37 millioner kroner, der blev lagt for at holde kongeskibet i søen.
Langt størstedelen af udgifterne går til løn og vedligehold af skuden, så selv i coronaåret 2020 lød regningen på mere end 20 millioner kroner.

Lærepenge
Årsagen til, at Dannebrog er en dyr dame, selv om dronningen ikke bruger skibet, er, at besætningen på 18 mand og 39 værnepligtige selvfølgelig skal have deres løn uanset, om Margrethe skal på togt.
De mange værnepligtige skal selvfølgelig også lære at begå sig på skibet, selv om det ingen steder skal hen – og derfor sejler Dannebrog rundt på bølgen blå uanset om den højstrangerede passager er officer eller majestæt.

Det koster selvfølgelig også at vedligeholde et skib, der har sejlet siden 1932. Sidste gang dieselmotoren blev udskiftet var i 1981, og det betyder, at Dannebrog ikke har pligt til at sejle med partikelfiltre – i modsætning til bilister, der gerne vil køre i dieselbil.
Det er skønt at sejle
Og kongeskibet bruger en del mere brændstof, end mange danske bilister når at tanke i deres livstid: Gerne 260.000 liter på et år, som altså forstyrrer miljøet i høj grad, bl.a. ved at kaste sod op i atmosfæren, som lander på Grønland og er med til at varme indlandsisen op.

Men Margrethe har bestemt ingen planer om at sende sin yacht til ophug, for hun elsker det, når det endelig lader sig gøre at komme ud at sejle i den.
– Det er altid en glæde. Det er virkelig altid en glæde. Det er meget vigtigt, at folk møder os. Man skulle gerne være et samlingspunkt for sit land. Det er en stor forpligtelse, men det er en meget glad forpligtelse, sagde hun i TV 2-dokumentaren ”Et liv som dronning”.


Fra slot til skrot: Dronning Margrethe får ikke et nyt skib