Iskold kong Charles: Harry og Meghan er ikke velkomne
Når Charles og Camilla den 6. maj er blevet kronet, vil regentparret træde ud på balkonen på Buckingham Palace for at modtage folkets hyldest – præcis som traditionen foreskriver.
Det er dog ikke kun regentparret, der vil vise sig på balkonen. For ligesom den nu afdøde dronning Elizabeth ofte fik selskab på balkonen, så har kongeparret også inviteret nogle medlemmer af kongehuset til at gøre sig selskab.
Men ikke dem alle.
Det skriver The Independent.
Charles har særligt udvalgt 15 af sine tætteste venner og familiemedlemmer til at ledsage ham og Camilla på balkonen – deriblandt Sir Timothy Laurence og tronarvingerne, ligesom prins William og hertuginde Kate forventes at dukke op sammen med deres tre børn, George, Charlotte og Louis.
Der er efter sigende ikke landet en invitation i postkassen hjemme hos Charles’ skandaleombruste bror, prins Andrew og Charles’ yngste søn, prins Harry.
Det er også endnu uvist, om Harry og Meghan overhovedet dukker op, da de endnu ikke officielt har meldt ud, om de deltager i kroningen.
Hvis de dukker op, skal vi dog ikke regne med at se dem på balkonen.