Johanne Schmidt-Nielsen fyldte 40: Modtog privat hilsen fra dronning Mary

LÆS OGSÅ: Studiekammerat afviser romancerygter: Er ikke kærester med prinsessen
Når et skarpt hjørne rundes, betyder det i de fleste tilfælde også en stor fejring.
Sådan har det også været for Johanne Schmidt-Nielsen, som kunne fejre sin 40-års fødselsdag torsdag den 22. februar.
Nu afslører hun på Instagram, at hun på den store dag modtog en helt særlig kongelig fødselsdagshilsen.
I postkassen lå nemlig et brev fra dronning Mary sendt fra Amalienborg, hvor hun personligt lykønskede generalsekretæren for Red Barnet.
Hele teksten er ikke til at se i opslaget, men man kan dog spotte, at både ”Johanne” og ”Mary” er skrevet i hånden af dronningen.
Den tidligere politikers 40-års fødselsdag bød også på en avisartikel i Politiken, portrætgave fra datteren, laksemad og lagkage.
Det er nok ikke i løbet af Johanne Schimdt-Nielsens karriere som politiker, at det tilsyneladende gode forhold mellem hende og dronning Mary er opstået.
Ved flere lejligheder har generalsekretæren mødt dronningen. Blandt andet i forbindelse med Mary Fondens arrangementer.
I 2019 deltog den daværende kronprinsesse og Johanne Schmidt-Nielsen i ”Fri for Mobberi Børnestafetten” i København.
Da Schmidt-Nielsen krydsede målstregen, overrakte hun medaljer, mens Mary gik tilbage til startområdet for at tage både en anden, tredje og fjerde løbetur.
