Kong Frederik deler kært barndomsminde om Joachim

LÆS OGSÅ: Afslører: Det serverede konge til natmad til kulturballet
Det hører sjældenhederne til, at kong Frederik og prins Joachim deler detaljer fra deres privatliv.
Da kong Frederik i går holdt tale under sit og dronning Marys statsbesøg i Finland, gjorde han en undtagelse og delte et minde fra det kongelige børneværelse.
Ifølge Billed-Bladet fortalte kongen således en anekdote fra sin og Joachims barndom.
- Da min bror og jeg var børn, læste min mor, dronning Margrethe, de elskede historier om Mumitroldene højt for os. I en af bøgerne, ”Troldvinter”, vågner Mumitrolden af sin vintersøvn og kan ikke falde i søvn igen.
- Vinteren er fremmed for ham, og han føler sig ensom og bange. Men langsomt lærer han den kolde årstid at kende, finder syltede bær frem fra gemmerne og ender med denne erkendelse i mødet med forårets første krokus: ”Lad den klare sig, som den bedst kan. Jeg tror, den klarer sig bedre, hvis den får lov at have det lidt besværligt”, lød det i talen.
Det er ikke kun bøgerne om Mumitroldene, der har stået på den kongelige bogreol i børneværelset på Amalienborg.
Da kongen i 2018 åbnede udstillingen om manden bag Tintin, Hergé, på kunstmuseet Brandts i Odense, fortalte den daværende kronprins om sit nære forhold til den frygtløse eventyrer.
- Han fylde meget. Jeg læste Tintin først på fransk, på grund af mit franske ophav. Det var selvfølgelig en fornøjelse at læse Tintin på originalsproget. Det var noget, der fik min fantasi i gang, sagde kronprinsen dengang.
Frederik var som barn meget fascineret af Hergés streg, men det var persongalleriet, som optog ham mest.
- Det er klart. Personlighederne, som kom igen og igen, er jo legender.