Kong Frederik og dronning Mary skal til Grønland: Tager særlig tradition med

I otte dage skal kong Frederik og dronning Mary turnere rundt i Grønland på deres første officielle besøg som kongepar.
Ugen igennem vil kongeparret besøge flere afkroge af selvstyret.
Blandt andet tager parret del i et løb, der kan lede tankerne hen på det kongelige løb Royal Run. Søndag eftermiddag igangsætter kong Frederik løbet i Qeqertarsuaq for alle øens beboere - Qeqertarsuaq Race, Family Mile.
Bygden ligger på sydsiden af øen Qeqertarsuaq, som er Grønlands største ø, i Vestgrønland.
Det fremgår af programmet for turen, der går i gang lørdag, på kongehusets hjemmeside.
Kongeparret igangsætter Qeqertarsuaq Race, hvor alle øens beboere kan løbe en familie-mile.
Parret starter i den nordlige del af Grønland. Herfra sejles de med kongeskibet "Dannebrog" fra den ene by, bygder og ø til den næste.
Kong Frederik og dronning Mary aflægger blandt andet besøg i den vestgrønlandske bygd Attu, der ligger på en mindre ø med samme navn.
Her vil parret besøge bygdens kirke, skole og børnehave.
Kongen vil også afsløre et mindesmærke for Attus 200-års jubilæum i forbindelse med besøget.
Hele turen begynder, der hvor kong Frederiks fire måneder lange ekspedition med Sirius begyndte for 24 år siden.
Lørdag besøger parret Grønlands nordligste by Qaanaqq, hvor kongen i 2000 indledte og afsluttede Sirius Ekspeditionen.
I et interview onsdag med det grønlandske medie Sermitsiaq sagde kongen, at han med rejsen lærte sig selv bedre at kende.
- Grønland har lært mig at leve i pagt med naturen. Grønlænderne respekterer naturen og følger dens gang, sagde han.
Kongeparret udtrykte i interviewet stor begejstring for det kommende besøg til Grønland.
- Besøgene bekræfter os i, at vi er forbundne i Rigsfællesskabet, lød det fra parret kort inden afrejse.
Lørdagen efter - besøgets sidste dag - foregår i Narsaq i den sydlige del af Grønland. Narsaq er omgivet af fjordene Tunulliarfik og Ikersuaq, og området har været hjemsted for inuit og nordboere.