Kong Frederik overtager kontrol med propagandamaskine for monarkiet
Hidtil har kong Frederik ikke haft kontrol med, om Nationalmuseets 53-årige direktør Rane Willerslev skulle finde på at udstille vilde Jim Lyngvild-projekter i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg Slot.
Men fra den 1. januar får vores 56-årige regent fuldstændig styr på, hvad der sker på de fornemme lokaliteter, der blandt andet omfatter drabantsalen, riddersalen med Bjørn Nørgaards gobeliner, taffelsalen og Flora Danica-gemakket.
Når nytåret skydes ind, overtager Kongernes Samling nemlig ansvaret for museumsdriften på Christiansborg - og for den sags skyld også for udstillinger på Eremitageslottet.
Weekendavisen, som i flere artikler har beskrevet kongehusets overtagelse af museumsdriften fra Nationalmuseet, antyder endda, at det historiske skifte kan ende med at blive en propagandamaskine for monarkiet.
Altså en form for spin og royal promovering, idet Kongernes Samling efter nogens mening ikke er uvildige nok.
Overtagelsen er kommet i stand i forbindelse med, at dronning Margrethe abdicerede. Der blev i anledning af tronskiftet vedtaget en lov (Lov om kong Frederik den Tiendes civilliste), som lader kongen bestemme, hvem der skal stå for museumsdriften.
Ifølge Weekendavisens kilder skulle medlemmer af kongehuset være meget lidt begejstrede for, at Helle Thorning-Schmidts nedringede balkjole, designet af Søren Le Schmidt, på Nationalmuseets foranledning blev udstillet i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg.
Begejstringen hos de blåblodede var heller ikke stor, da Nationalmuseet fandt på at udstille monstre lavet af genbrugsmaterialer i kælderen under Folketinget.
Kongehuset besluttede derfor i samarbejde med Kulturministeriet og Nationalmuseet at give Kongernes Samling større råderum.
Kongernes Samling, som om et par måneder overtager Nationalmuseets forpligtelser, er en museumsamling, der er tæt tilknyttet kongehuset.
Rosenborg Slot, Amalienborg Slot og Koldinghus er allerede en del af Kongernes Samling.
Kronjuveler, kunstværker, glas, Flora Danica-stel og bøger er nogle af de ting, som udstilles af Kongernes Samling, der har hofmarskal Christian Schønau, 57, som direktør og dronning Mary, 52, som medlem af bestyrelsen.
Ifølge Weekendavisen er Christiansborg Slot med en halv million årlige besøgende Danmarks tredjestørste museumsattraktion.
Når opgaven med at vise de besøgende nationalskattene overtages af Kongernes Samling, følger der entreindtægter på 32 millioner kroner med.
Og det kan have fatale følger for Nationalmuseet, hvis man skal tro Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, som allerede i 2023 - inden dronning Margrethe trak sig - sagde til Weekendavisen:
- Den eneste måde, vi kan opretholde vores forskerstillinger og forskningsaktiviteter på, er ved at få flere billetindtægter, for vores bevillinger bliver mindre.
SE og HØR har bedt Rane Willerslev, som er ridder af Dannebrog, kommentere tabet af den store publikumsmagnet, som Christiansborg Slot er.
Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Men i en mail til Weekendavisen skriver han blandt andet:
- Vi har fra Nationalmuseets side de seneste år arbejdet benhårdt på, at levere levende og engagerende formidling på Christiansborg Slot med henblik på at gøre slottet til et sted både internationale og danske gæster i alle aldre ikke kommer udenom at besøge. Det er i den grad lykkedes. Derfor er vi også meget stolte over at overdrage så velfungerende et sted med medarbejdere, der både er dygtige og engagerede.
Umiddelbart lyder det således på museumsdirektøren, som om tabet af den tocifrede millionindtægt og medarbejderne er det bedste, der kunne ske.
Men sandheden er nok, at Rane Willerslev ikke har haft andre muligheder end at rette ind efter kong Frederiks ønsker.
Kongernes Samling sælger ifølge hjemmesiden årskort til 350 kroner stykket.
I kongehusets regnskab er det ikke beløb, der batter. Ifølge regnskabet var posten "øvrige indtægter m.v." sidste år kun på godt 1,3 mio. kr.
Kongehuset ønsker ikke at bekræfte Weekendavisens påstand om, at udstillingen af Helle Thorning-Schmidts kjole og monstre ikke faldt i god jord blandt medlemmer af kongehuset.