Kong Frederiks tale slår dronning Margrethe på seertal
Danskerne foretrak at se kong Frederiks nytårstale på DR1 frem for TV 2.
Samtidig står det klart, at flere danskere i år slog over på nytårstalen sammenlignet med sidste år.
Det er de umiddelbare konklusioner, man kan drage fra seertallene fra den 31. december, som fagbladet Journalisten har fået indsigt i.
Hos DR kiggede 1,477 millioner seere med, hvilket er en fremgang på 10,2 procent i forhold til de 1,34 millioner borgere, der sidste år så dronning Margrethes sidste nytårstale.
Men hvor Frederik havde godt fat i seerne klokken 18 den 31. december, havde mor bedre fat i efterfølgende seere, der på bagkant skulle se den historiske tale.
1,7 millioner så samlet dronning Margrethes tale i 2023 på tværs af livevisninger og on demand. Indtil videre har 1,552 millioner danskere samlet set kong Frederiks tale fra 2024 hos DR.
Færre seere hos TV 2
Ovre på TV 2 gør man kun det samlede seertal op i seere, der fulgte med direkte, samt seerne der efterfølgende har set talen.
Her har 769.000 seere indtil videre kigget med, hvilket er færre end de 1,04 millioner visninger, som dronning Margrethe tale i 2023 drog til skærmen klokken 18 og efterfølgende.
De færre seere i forhold til konkurenten hos DR er i tråd med TV 2’s forventning.
- Det svarer helt til de foregående år. Der er historisk set en forventning fra seerne om, at talen bliver vist på DR. Mange tror fortsat ikke, at TV 2 viser den. Så den skæve fordeling er vi helt bevidste om og vant til, siger TV2-redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen til Journalisten.
Mette Frederiksen formåede også at samle danskerne foran tv-skærmen dagen derpå.
Hos DR har 827.000 set statsministerens nytårstale, mens 748.000 har valgt at se den hos TV 2.