
Kong Frederiks ven scorer gigantfortjeneste på salg af sommerperle
LÆS OGSÅ: Kongens ven køber fritidsperle i Tisvilde
Sommerhuspriserne i nordsjællandske Tisvildeleje har nået astronomiske højder og det har fået kong Frederiks nære ven Jakob Ørskov Reese, 59, til at sælge sin 156 kvm. store feriebolig.
Jakob Ørskov Reese har ifølge Tinglysningen fået 30.750.000 kr. for feriehuset, som blev opført i 1898.
Selv købte han sommerboligen, mens han i 2001 boede i England. Dengang slap han med at betale 3.550.000 kr. og derfor høster han nu - 24 år senere - en gevinst på over 27 mio. kr.
Med andre ord har kongens mangeårige kammerat tjent over en million skattefri kroner for hvert år, han har ejet sommerhuset, der har en af Tisvildelejes mest eftertragtede beliggenheder; det ligger flere meter højere end den nærliggende hovedgade og tæt på stranden.
Jakob Ørskov Reese, hans kone Anna-Sofie og deres døtre Mathilda og Rebecca tilhører kongeparrets absolutte inderkreds. De er med på skiferier og familiehøjtider - for Jakob Ørskovs vedkommende kongejagter - og den ældste datter Mathilda har været klassekammerat med kronprins Christian.
Grundarealet i sommerhuset, som Jakob Ørskov Reese nu har solg, er på 96 kvm. Førstesalen er på 60 kvm og så er der en kælder på otte kvm. Grunden er på 1.055 kvm.
Bagboen er Alexa Bruun Rasmussen - tidligere medejer af det kendte auktionshus Bruun Rasmussen og kendt fra DR-serien Auktionshuset. På den anden side af gaden ligger det lille fiskerhus, som tv-kokken Camilla Plum i 2021 fik 25 mio. kr. for. Satirikeren Oliver Zahle, 56, har også et sommerhus mindre end 100 meter fra ejendommen, som nu får Jakob Ørskov Reeses bankkonto til at bugne.
Jakob Ørskov Reese bor til daglig med familien på en af landets dyreste veje; Hambros Alle i Hellerup.
Køberen af Reeses sommerbolig er erhvervsmanden Kåre Schultz, som fik et gyldent håndtryk på 72,7 mio. kr., da han i 2015 valgte at forlade jobbet som næstkommanderende i Novo Nordisk.
Kåre Schultz har også været tilknyttet Lego, medicinalfirmaet Lundbeck samt Royal Unibrew og er i dag bestyrelsesformand for SAS.
63-årige Kåre Schultz overtog Reeses sommerhus 1. april.
