Kong Harald erkender krisen: - Virkelig sat på en prøve

Så lægger vi endnu et år bag os – i forventning om, hvad det nye bringer.

For mange har 2024 formentlig været år på det jævne. For nogle et år, hvor livet tog en positiv drejning. For andre igen – året hvor alt faldt fra hinanden.

For os i familien har det været et år, hvor vi virkelig blev sat på prøve. Et år, hvor vi er blevet endnu mere bevidste om, hvad der betyder noget her i livet.

Kernen i at være menneske er det faktum, at ingen af os er skånet for smerte og modgang. Nogle bliver hårdere ramt end andre. Men desværre er der ingen, der slipper for at opleve dårlige ting i livet. Hver og en af os skal finde måder at stå i det og forsøge at komme igennem.

Vi har brug for nogle rum indeni os til at sortere i følelser og placere ansvaret, hvor det hører hjemme. Vi har også brug for rum til det, der giver os styrke, mening og glæde. Måske mangler vi en hel kommode.

Jeg er ikke psykolog. Men det har jeg oplevet: Det er vigtigt at finde måder at håndtere det svære for at leve bedst muligt med os selv og med hinanden.

Ingen af os kan gøre dette alene. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for motivation og hjælp til at komme videre. Vi skal tro på, at det bliver bedre. Det kan være hårdt arbejde. Men det er livsvigtigt arbejde. Det er endda samfundsskabende arbejde.

For alle disse individer, der står i deres prøvelser, er hænder i dette link, vi danner sammen. Hvor vi arbejder sammen i stort og småt. Hvor vi står over for udfordringer sammen. Hvor vi sammen forsøger at træffe gode beslutninger.

Leonard Cohen synger i en af sine sange: Der er en fejl i alle ting. Det er her, lyset kommer ind.

Det giver håb til os alle, når vi føler, at noget går i stykker. Jeg tror, vi ville være bedre stillet, hvis vi fik fjernet tanken om, at livet helst skulle være enkelt, og helst nogenlunde perfekt. For sådan er det ikke.

Livet kan gøre ondt. Vi mennesker laver fejl. Tingene bliver ikke, som vi har drømt eller forestillet os. Men vi prøver at lære af vores fejl. Vi stabler på fødderne – og fortsætter. Denne drivkraft er noget helt særligt for os mennesker. Og jeg tror, det handler om håb.

Så er vi der igen - ved håbet. I mange år har håb været et tema for denne aften. Det er ikke tilfældigt. Fordi håb er selve livskraften. Jeg tror, at vi alle skal mindes om det igen og igen.

Jeg er så heldig at møde håb på mit kontor, lige som det er. Ukraines præsident Zelenskyi. De unge Samiske Fosen-aktivister. Børnene fra Blå Kors Børnestation i Kristiansand. Det er alle sammen mennesker, jeg har mødt det seneste år, som står midt i svære situationer, men som ikke giver op. De lyser af håb og vitalitet, selvom de måske er trætte.

Selv hvor det ser mørkest ud, er der en kraft, der får folk til at tage af sted på en ny dag. Selv i Gaza. I Sudan. I Afghanistan. I Ukraine. I Syrien.

I aften vil jeg især takke alle jer, der bidrager i konfliktområder – for humanitære organisationer, Forsvaret, udenrigstjenesten og pressen. Tak fordi I gør det. Tak fordi du holder håbet i live.

Noget af det, der giver mig håb, er at se, hvad der kan ske, når vi taler sammen. Når vi rækker ud efter en hånd til en, vi er uenige med, og som er anderledes end os. Det kan være stressende. Men et samfund, hvor vi ikke taler med andre end dem, der ligner os selv, bliver både fattigere og farligere.

En rollemodel for os alle er vores unge vejvisere. Her i landet har vi både samiske, jødiske og muslimske guider. Unge, der rejser rundt til skoleklasser for at fortælle om, hvem de er, og hvad de står for, om kultur og religion.

Viden og samtale er effektiv medicin mod fordomme, og styrker vores samarbejde. Vi skal mødes, vi skal tale sammen, ikke med det formål at blive enige, men for at forstå og respektere hinanden.

Det er det, vi bygger dette land på. Og det er også grundlaget for den internationale orden, vi er en del af, som FN. Samtalen er helt central, når vi mødes for at diskutere komplicerede sager, hvor der er mange meninger og interesser. Som at beskytte vores planet mod de dramatiske klimaændringer. Og om at finde veje til fred.

Jeg vil opfordre alle i det nye år til at invitere en, du er uenig med, til en kaffechat. Det kan måske byde på nogle positive overraskelser!

Vi må aldrig stoppe med at tale. I verden, i samfundet, i familien. Hvis vi formår at tale sammen, ikke mindst når det er sværest, er der altid håb.

I 2025 markerer vi de 80 år siden befrielsen og afslutningen på Anden Verdenskrig. Og det hænder, at jeg står i vinduet her på Slottet om morgenen og kigger ud over byen, ned ad Karl Johans Gade. Morgensolen kommer op over horisonten og farver himlen pink og orange. Langsomt vækkes byen til live. Det er så smukt og så fredeligt.

Da siger jeg tak og er taknemmelig.

For spoler vi næsten 85 år tilbage, var billedet et helt andet: Da marcherede en fremmed magts soldater ned ad samme gade en tidlig morgen. De tog vores frihed. Skabte frygt og splittelse. Efter fem lange år var mareridtet endelig forbi.

Krig er bare forfærdeligt. Fred og frihed betyder alt.

Det skal vi holde fast i og blive mindet om i 2025. Vi skal inspirere vores unge til at arbejde for fred – både herhjemme og i den brede verden. Vi skal styrke vores beredskab på alle niveauer, så vi med os selv ved, at vi er et robust folk. Det skylder vi dem, der ofrede deres liv for vores frihed, og det skylder vi fremtidens nordmænd.

Der er også et stort håb i denne del af vores historie. For meget af det, vi har skabt sammen gennem tiden, er bygget netop ud fra håb, på ruinerne af noget, der engang blev ødelagt. Ud af krig og fjendskab voksede en vilje til forsoning og samarbejde, som vi har bygget videre på i disse 80 år. Vores demokratiske værdier er vores vigtigste beskyttelse, når vi bliver sat på prøve som et folk og en nation.

Kære alle,
Meget af det, der påvirker verden, samfundet og vores liv, er ting, vi ikke selv kan kontrollere. Men det gør os stadig ikke til passive ofre for det, der sker.

For vi kan meget.

Vi kan stå op for det, vi tror på. Vi kan være venlige og behandle hinanden i bedste mening. Vi kan række hånden op, når vi har brug for det.

Hver eneste dag samles mennesker over hele vores land om aktiviteter, der giver glæde og mening. Hver dag får folk nyt håb gennem samtaler, der bliver holdt, forsonende knus, hjælpende hænder og opmuntrende ord.

Hver eneste dag står vi over for valg, hvor vi kan gøre noget positivt for andre mennesker, og dermed også for os selv og vores samfund.

Og hvis vi føler, at noget går i stykker, giver det lyset mulighed for at få plads.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.