Kongehusekspert: Derfor får prins Joachim apanagen med til USA
Prins Joachim kommer også i fremtiden til at hæve den store skattefrie apanage i sin nye stilling, når han flytter over Atlanten.
Det vurderer kongehusekspert Søren Jakobsen.
– Det er et uafklaret spørgsmål, om han skal bevare sin apanage, men det tror jeg, han vil fortsætte med, fortæller han til SE og HØR.
Og der har længe været rygter om den nye stilling i USA, derfor spurgte B.T. i januar, om danskerne mente, at prinsen skulle have sin apanage med over Atlanten.
Det var der ikke opbakning til blandt befolkningen. 67 procent var helt eller delvist enige i, at han skal have frataget sine 3,8 millioner kroner, som han får årligt.
Men det tyder det altså ikke på kommer til at ske.
I offentliggørelsen af prins Joachims nye stilling står der blandt andet, at statsminister Mette Frederiksen vil fremsætte et forslag om, at prins Joachim kan fortsætte med at modtage sin apanage, så længe han har jobbet i Washington.
Det tror Søren Jakobsen, at der er en særlig årsag til.
– Det her løser et problem for kongehuset, at han nu kommer endegyldigt væk fra Danmark og dermed ikke kommer tilbage i nogen kongelig rolle. Det giver ro på gangene i det danske kongehus, forklarer han.
Prins Joachims stilling som forsvarsindustriattaché løber som udgangspunkt tre år, men der er mulighed for forlængelse.