Kongehusekspert om kong Frederiks begravelse: Han har nok gjort sig nogle tanker
LÆS OGSÅ: Frederik og Mary på særligt besøg: Stod af i Roskilde
Tirsdag var kong Frederik og dronning Mary på en helt særlig udflugt: Kongeparret besøgte nemlig Roskilde Domkirke, der i 1000 år har været hvilested for den danske kongeslægt.
Men selv om det højst sandsynligt også er i Roskilde Domkirke, Frederik og Mary stedes til hvile, når deres tid kommer, så er det på ingen måde lig med, at kong Frederik, 55, allerede er i gang med at planlægge sin egen begravelse.
Berlingskes kongehusekspert Jakob Steen Olsen vurderer, at kong Frederik "nok har gjort sig nogle tanker" omkring, hvordan han skal sendes på sin sidste rejse, men formålet med besøget i Roskilde Domkirke har været en helt anden:
– Det skal mere ses i lyset af det, han også sagde i sin bog "Kongeord". At man skal forstå sin fortid for at stå fast i nutiden, lyder Jakob Steen Olsens vurdering over for SE og HØR.
Laver ikke en Henrik
Og selv om der nok ikke foreligger køreklar plan for kongeparrets begravelse, så vover kongehuseksperten alligevel skindet og tør sige, hvordan parret vælger at indrette sig i døden.
Ganske opsigtsvækkende valgte prins Henrik, der døde i 2018, ikke at lade sig begrave i Roskilde Domkirke. En del af hans aske er stedt til hvile i haven på Fredensborg Slot, mens resten er spredt i de danske farvande.
Den model kommer Mary nok ikke til at vælge, slår Jakob Steen Olsen fast:
– De er et team, og det viser de omverdenen. At vi har fået to for ens pris, understreger han om Danmarks kongepar.
Mere enkel stil
Hvordan kong Frederiks tanker om en begravelse ellers kommer til at tage sig ud, tør Jakob Steen Olsen ikke at gisne meget om, men hans forsigtige bud er, at Frederik nok vælger en mere "enkel og ydmyg" løsning end sin mor, som er mere til det ceremonielle og storslåede.
Og selv om kong Frederik "kun" har siddet på tronen i knap to måneder, så viser Søren Papes alt for tidlige død, at det ikke skader at gøre sig nogle tanker om sin begravelse, understreger Jakob Steen Olsen:
– Om man er født i en hytte eller i et slot, så ved man ikke, hvornår man skal herfra.