Kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen om dronningens nytårstale: Overraskende og suveræn
Der bliver altid gættet løs på, hvad mon dronning Margrethe har tænkt sig at sige til den danske befolkning, når hun giver sin årlige nytårstale fra residenspalæet på Amalienborg.
I år var der dog særligt ét emne, som mange har spekuleret i, om dronningen mon ville nævne.
For det er ingen hemmelighed, at der har været massive interne konflikter i kongehusfamilien, efter det kom frem, at dronningen havde besluttet at fratage prins Joachims fire børn deres titler pr. 1. januar.
Og dronningen fik da også kommenteret på familiekonflikten, selvom det ifølge kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen, historiker ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet, ikke er noget, man plejer at kunne finde i den royale nytårstale.
- Det havde jeg ikke regnet med, for det falder uden for det, man normalt gør.
- Det var en overraskelse, men jeg synes, at hun gjorde det på en suveræn måde med berherskelse, siger han.
- Hun satte ord på sine følelser, og det synes jeg, hun gjorde meget fint. Hun sagde noget uden at sige noget. Det var ikke i den forstand et udspil, men det var at nævne elefanten i rummet.
Ungdommen har ret
Samtidig mener Sebastian Olden-Jørgensen, at dronningen leverede en meget fin tale, fordi der var mindre fokus på hende selv.
- Den handlede rigtig meget om storpolitiske forhold. Hun havde skubbet regeringsjubilæet og sig selv meget i baggrunden.
Kongehuseksperten mener desuden, at det potentielt er alderen, der gør, at man fornemmer en dronning, der tør sætte ord på ting på en anden måde, end hun måske tidligere har gjort.
- Når man er blevet så gammel, som hun er, så kan man tillade sig lidt mere, siger han og peger på, at dronningen også fik sendt et nik i retning af de unges kritik af den ældre generation og klimakrisen.
- Det var lidt vævende, men hun fik jo sådan set sagt, at det er bekymrende. Hun fortsatte sit tilbagetog omkring klimaspørgsmål og slog fast: Den bekymrede ungdom har ret, siger han og tilføjer:
- Talen var på alle punkter aktuel. Den var meget præcis og lige i øjet i forhold til den tid, vi er i lige netop nu.
Årets tale markerer sig som dronningens 51. nytårstale og blev traditionen tro sendt fra Christian IX's Palæ på Amalienborg.