Kongelige12. februar 2024

Kongehusekspert undrer sig over kongeparrets ferie: - Utænkeligt, at Margrethe havde gjort det i vinteren 1972

Kong Frederik og dronning Mary er lørdag taget på vinterferie, og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen kan godt forstå, hvis det undrer befolkningen
Frederik og Mary er smuttet til udlandet, så mens der er vinterferie fungerer dronning Margrethe for første gang i sit liv som rigsforstander
Frederik og Mary er smuttet til udlandet, så mens der er vinterferie fungerer dronning Margrethe for første gang i sit liv som rigsforstander
 Foto: Hanne Juul

Der er mange nye boller på suppen i det danske kongehus efter tronskiftet.

Men selvom nye vinder blæser over Amalienborg, og regenterne nu hedder Frederik og Mary, så blev dronning Margrethe lørdag morgen indsat som formel rigsforstander for første gang nogensinde.

Årsagen? Jo, kongefamilien – herunder Frederik, Mary, kronprins Christian og resten af børnene – er smuttet på vinterferie i udlandet.

Selvom der løber blåt blod i årerne, må det være tilladt at holde ferie ind imellem. Og det bemærkelsesværdige ved denne ferietur kort efter tronskiftet er da heller ikke, at kongeparret tager afsted, men snarere at det sker så hurtigt.

– Det er jo en lidt usædvanlig situation, fordi det er under en måned siden, at kongeparret blev kongepar. Og derfor vil der nok være mange, der undrer sig over, at de lige starter med at tage på en ferie, fortæller historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til SE og HØR.

– Man skal her tage med, at tronskiftet kom så brat. Man måtte forstå på kongehuset, at det her var noget, som den daværende kronprins Frederik havde fået besked om meget på dage før nytårstalen, og derfor har han haft utroligt kort tid til at forberede sig, forklarer Lars Hovbakke Sørensen, der fortsætter:

– Det var med huj og hast. Man skulle skynde sig at arrangere statsbesøg og tur til Polen. Men de har så alligevel ikke haft så travlt, at de ikke også godt kunne tage på ferie kort efter at have overtaget tronen.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og børnene på vinterferie i Verbier.
Kong Frederik X er glad for at stå på ski sammen med familien - her i 2022. Traditionelt set har de kongelige brugt tid på løjperne i schweiziske Verbier i skolernes vinterferie.
 Arkivfoto: Jesper Sunesen
https://imgix.seoghoer.dk/2024-02-12/_mho8747.jpg
Det er endnu ikke bekræftet, om kongefamilien har sat kurs mod netop Verbier i weekenden, men sikkert er det i hvert fald, at de er på vinterferie i udlandet.
 Foto: Martin Høien

Tidligere er det kommet frem, at kong Frederik fik besked om Margrethe abdikation og forestående tronskiftet ganske få dage før nytårstalen, hvor nationen således blev gjort bekendt med planerne.

Det må man formode har givet en del travlhed i gemakkerne hos kongehuset.

Kong Frederik gav os dog muligvis et lille forvarsel på sine ønsker om fremtidige ferier, da han i manifestet ”Kongeord” proklamerede, at han og Marys ville få brug for nogle ”timeouts”.

Og fordi hele tronskiftet kom pludseligt – også for kongeparret selv – kan man godt spekulere i, om den aktuelle ferietur har været arrangeret længere tilbage.

– Det er jo ikke hver dag, man bliver konge. Og det er jo et specielt job. Hvis man føler behov for at ændre på sine ferieplaner, så kan man jo gøre det, men hvis man ikke føler for det, så kan man også lade være, lyder det fra kongehuseksperten.

Man skulle mene, at der var nok at tage fat på for en nyudnævnt konge, og ifølge Lars Hovbakke Sørensen er der da heller ingen fortilfælde på en regent, der lægger ud med en skiferie under en måned inde i sit nye job.

– Det er ret utænkeligt, at dronning Margrethe havde gjort det samme i vinteren 1972 lige efter at have stået på balkonen og overtaget tronen. Eller at kong Frederik den 9. var taget på vinterferie efter Christian den 10.’s død i 1947.

– Selvfølgelig skal man holde ferie, selvom man er regent. Men det er bemærkelsesværdigt, at kong Frederik gør det så kort efter tronskiftet, lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.

Sponsoreret indhold