Kongelige17 timer siden

Kongehuset populært som aldrig før: Svømmer i følgere

Kong Frederik og co. deler flittigt billeder og informationer fra deres royale tjanser på Instagram, hvor flere end nogensinde før følger med
Kong Frederik og hans familie
Kong Frederik og familien modtog folkets hyldest fra balkonen i deres palæ på Amalienborg, da han officielt var blevet konge den 14. januar i år.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Kæmpe ændring i kongehusets julekalender

Frederik har de senere år været i vælten med adskillige møgsager.

F.eks. da han i 2015 stik imod anbefalingerne susede over en stormlukket Storebæltsbro ikke bare én, men to gange i forbindelse med DR's sportsgalla i Herning.

Eller hele hans medlemskab af den olympiske komité, IOC, fra 2009 til 2021, hvor det især i 2016 blev politisk. Dengang stemte Frede imod Ruslands udelukkelse fra OL - stik imod den danske regering.

Eller da TV 2-dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder" i 2022 afslørede et barskt miljø med vold og krænkelser, og kongeparret tøvede længe med at hive kronprins Christian ud af skandaleskolen.

Eller senest da kong Frederik sidste år tog på et meget omtalt besøg til Madrid, hvor paparazzifotografer dokumenterede hans besøg hos Genoveva Casanova.

Der er med andre ord møgsager nok at tage af. Ikke desto mindre – eller måske lige netop derfor - følger flere end nogensinde før med i livet på Amalienborg.

Det seneste år er følgerskaren således vokset med knap 400.000 følgere, og lidt over 1,1 mio. følger nu med på Instagram, hvor Frederik og co. deler billeder, videoer og fortællinger fra deres royale opgaver.

Godt 258.000 af dem trykkede ”follow” i forbindelse med tronskiftet i januar, mens de resterende er kommet dryssende henover de resterende 11 måneder, viser statistikken over kongehusets Instagram-profil.

Det er lidt færre end de anslåede 300.000, som trodsede januarkulden og trissede ud i de københavnske gader for at hylde kong Frederiks indsættelse på tronen.

I begyndelsen af året viste en meningsmåling, Danmarks Radio havde fået foretaget da også, at der var bred opbakning til det nye regentpar.

Det til trods for, at dronning Margrethe længe har ligget lunt på førstepladsen over danskernes favoritter i den kongelige familie.

I undersøgelsen svarede 79 procent af de adspurgte i høj eller meget høj grad, at kronprins Frederik var klar til at blive konge, mens 83 procent mente, at kronprinsesse Mary var klar til at blive dronning.

Popularitetsstigen ser ifølge statistikken ud til at fortsætte. Et enkelt post høster ofte flere hundrede likes og ditto positive tilkendegivelser i kommentarsporet.

Sponsoreret indhold