Kongehusets nye kommunikationschef Nina Munch-Perrin: Sådan mødte hun sit livs kærlighed
Kærlighed kan som bekendt opstå alle steder – og for kongehuset nye kommunikationschef var det sted færgen fra Helsingør til Helsingborg.
I hvert fald var det her, at 49-årige Nina Munch-Perrin for år tilbage mødte sit livs kærlighed, David.
Det har hun tidligere fortalt i et interview med BILLED-BLADET.
- David har fortalt, at han sad med nogle venner ved et bord i cafeteriet og diskuterede damer. En af de andre spørger ham så, hvilken type han foretrækker. I samme øjeblik går jeg forbi, og han peger: "Dét er min type!", hvorefter han følger mig ud til rælingen og præsenterer sig. Han snakker bare. David er meget snakkesalig og et enormt levende menneske, har Nina Munch-Perrin tidligere fortalt til BILLED-BLADET.
Et par måneder senere rendte de to helt tilfældigt ind i hinanden igen. Denne gang var det dog ikke på en færge, men i stedet i en arbejdsmæssig sammenhæng – det slog straks gnister, og parret endte med at finde sammen.
I 2007 forseglede de så kærligheden, da de blev gift, og siden har de fået to sønner.
Nina Munch-Perrin er uddannet journalist og har arbejdet for både Jyllands-Posten, Børsen og TV2 News som finansvært.
Hun er dog især kendt for sin tid som fast vært på DR's tv-avis klokken 21.
Det er ikke mere end et halvt år siden, at Nina Munch-Perrin skiftede skærmen ud med spalterne og rykkede fra DR Byen til Pilestræde i hjertet af København, hvor hun skulle være Berlingskes nye erhvervsredaktør. Nu er det job dog skiftet ud med et job som kongehuset.
Nina Munch-Perrin fortæller, at kongehuset selv kontaktede hende for at høre om, hun kunne være interesseret i jobbet.
- Jeg kunne ikke sige nej, og jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde for kongeparret og for kongehuset, siger hun til B.T.