Kongehusets præst har brugt over en kvart mio. kr. på vandflyveren
Igennem flere år har biskoppen i Aarhus, Henrik Wigh-Poulsen, og hans kontorchef brugt kirkens penge på at købe klippekort til vandflyveren, der flyver mellem Aarhus og København.
Regningerne er sammenlagt løbet op i 324.000 kr. siden 2017 og er primært blevet betalt med kirkeskatten.
Det viser en række bilag, som Radio4 har fået aktindsigt i.
Radio4 har de seneste uger uden held efterspurgt et interview med biskoppen, der i stedet har henvist til stiftskontorchef Jette Madsen.
Hun fortæller, at hun godt kan forstå, hvis prisen for hende og biskoppens flyveture med vandflyveren vækker opsigt.
– Det er rigtig mange penge, det er jeg helt enig i, siger Jette Madsen, som dog mener, at pengene er givet godt ud.
– Jeg kan spare cirka fire timer på en dagstur til København ved at tage vandflyveren frem for at tage toget, og det er også tid, der kan bruges enten på mit arbejde eller på min familie, siger hun.
Radio4 har talt med to eksperter, der er uenige om, hvorvidt indkøbet af klippekortene til vandflyet lever op til principperne om sparsommelighed i det offentlige.
Men ifølge etikprofessor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet er det ikke kun et spørgsmål om regler. Han har flere gange tidligere kritiseret kirken for manglende mådehold.
- Det er helt vildt unødvendigt og overdrevet at tage et vandfly, siger han.
- Når fokus og det centrale budskab i kristendommen er at hjælpe fattige i nød og at fokusere på det åndelige, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man skal smide om sig med penge på den her måde i forbindelse med transport. Det hører ingen steder hjemme, siger han.
Ifølge Aarhus Stift er det hovedsageligt Henrik Wigh-Poulsen og stiftskontorchef Jette Madsen, der har brugt de 36.000 kr. dyre klippekort i forbindelse med møder i København.
– Det er mange penge. Men det er en afvejning, vi har lavet i forhold til tidsforbrug og økonomi, og ud fra det har vi valgt at benytte vandflyveren, når det giver mening i forhold til de møder, vi har i København, siger Jette Madsen.
Hun vurderer, at hun sammen med biskoppen har brugt omkring 90 til 95 pct. af de klip til vandflyet, som stiftet har betalt for. Resten af klippene er blevet brugt af menige medarbejdere i stiftet.
Stiftet har ingen interne regler for, hvilke konkrete formål, der giver mulighed for at benytte vandflyveren, men Jette Madsen fortæller, at Aarhus Stift blandt andet bruger vandflyveren i forbindelse med møder i Kirkeministeriet, udvalgsmøder, budgetfølgemøder og bispemøder.
Thomas Søbirk Petersen mener, at kirken sender et forkert signal ved at bruge store beløb på at flyve med vandfly.
– Du kan jo sagtens arbejde i toget, så hele argumentet med at man sparer tid holder jo ikke. Jeg kan ikke se nogle offentligt ansatte eller statsansatte, der kan rejse på den måde. Jeg rejser jo som professor og universitetsansat. Det er væsentligt, væsentligt andre priser, vi taler om der.