Kongeparrets ualmindeligt dyre flyvetur: Kun sket én gang mere på ti år
LÆS OGSÅ: Hård kritik af kong Frederiks klimahykleri: De har et stort ansvar
SE og HØR kunne tidligere tirsdag beskrive, hvordan kongeparret i sommer var på en særdeles dyr flyvetur på skatteborgernes regning.
I forbindelse med sommertogtet besøgte kongeparret nemlig Grønland i perioden mellem 29. juni og 7. juli, hvor de altså blev fragtet sammen med deres følge af Forsvaret i et chartret fly - en tur som ministeriet betalte 1.193.000 kroner for.
Det er ikke unormalt, at kongeparret fragtes i fly af Forsvaret - men prisen på netop denne tur er altså højst usædvanlig.
I hvert fald viser en gennemgang af de sidste ti års opgørelser af Forsvarets udgifter i forbindelse med støtte til Kongehuset, at der kun har været én anden flyvning, hvor prisen for flyvningen har lydt på mere end én million kroner.
Det var Daisys tur
Der er tale om en længere rute, som dronning Magrethe og hendes stab, blev fragtet langs tilbage i oktober 2021.
Her lød prisen på 1.262.242 kroner, for ruten Aalborg - Søndrestrømfjord - Thule-Station Nord - København - Aalborg.
Den næstdyreste flyvetur foruden de to ovenstående fandt sted i november 2017, hvor medlemmer af kongehuset blev fragtet til og fra Danmark og rundt i to afrikanske lande for 794.790 kroner i alt.
Udover disse flyvninger ligger priserne i lejet mellem 0 og 523.000 kroner i perioden 2014 til 2017.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Kongehuset omkring den dyre flyvetur, ligesom vi også har spurgt Forsvaret, hvordan turen til og fra Grønland kunne blive så dyr.