Kronprins Christian tager til De Paralympiske Lege
Kronprins Christians første officielle udlandsrejse alene går til den franske hovedstad, Paris.
Mandag den 2. september vil kronprinsen være i byen for at bakke op om og hilse på de danske atleter, der skal deltage i de paralympiske lege. Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.
Hans forældre, kong Frederik og dronning Mary, deltager ikke sammen med kronprinsen, oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til Ritzau.
Siden tronskiftet, hvor 18-årige Christian gik fra at være prins til kronprins, har han primært været til officielle begivenheder og andet i selskab med sin far, kong Frederik.
Ved dette års Royal Run løb kronprinsen dog også uden sin mor og far og var alene i Brønderslev, hvor han skød løbet i gang.
Fra den 28. august til den 8. september vil para-atleter fra hele verden konkurrere under de paralympiske lege i Paris, hvor personer med funktionsnedsættelse konkurrerer.
Danmark sender et hold af 32 atleter af sted, og 12 af dem er debutanter. De skal dyste i ni forskellige sportsgrene.
De paralympiske lege skydes i gang kort tid, efter at OL i Paris er afsluttet.
Her var det danske kongepar på lægterne til flere af de danske atleters kampe og konkurrencer.
Dronningen overværede blandt andet over flere dage de danske dressurryttere konkurrere i Versailles.
Kongen sad flere gange på tilskuerrækkerne, når de danske badmintonatleter kæmpede ved årets OL. Her kunne han både overvære skuffelse og stor triumf.
Badmintonduoen Kim Astrup og Anders Skaarup påbegyndte semifinalen i herredouble på fin maner. Men i sidste ende måtte de se sig slået af taiwanske Lee Yang og Wang Chi-Lin - foran kong Frederik.
Kongen var dog også til stede, da den danske badmintonspiller Viktor Axelsen slog thailandske Kunlavut i OL-finalen.
Da de danske håndboldherrer stod til at møde Tyskland i kampen om OL-guld, sluttede kronprins Christian sig også til festlighederne.
Sammen med sin far og statsminister Mette Frederiksen (S) sad kronprinsen på tribunerne under kampen og så håndboldherrerne tage guldet hjem.