Kronprins Christians nye liv: Chef for eget hof
Selv om han kun er 18 år gammel, får kronprins Christian nu et liv, som nærmest ingen teenagere i verden kan matche.
Alt tyder nemlig på, at han inden længe kan sætte sig for bordenden for sit eget hof, der naturligvis skal have til huse på Amalienborg, hvor også hans fars og farmors hof holder til.
Ifølge kongehuseksperten Lars Hovbakke får det nemlig konsekvenser for Christian, at han nu kan skrive kronprins på sit visitkort i stedet for ”blot” prins.
– Det betyder, at han får en mere fremtrædende rolle, end han har haft hidtil. Og det, der især betyder noget, er, at der er tradition for, at når regenten er ude at rejse, så er det kronprinsen, der tager over og regerer landet i stedet for rigsforstanderne. Det har i hvert fald været traditionen, slår Hovbakke fast overfor SE og HØR.
Over dronningen
Han erkender, at kongehuset lige for tiden sejler i ukendte farvande, fordi det er første gang i omkring 900 år, at en dansk regent abdicerer.
Derfor skal man nu finde en plads til Margrethe som tidligere regent, hvilket er en sær størrelse i det danske monarki.
På papiret kan Christian dog notere sig, at han efter alt at dømme nu vil rangere højere end sin farmor, der forlod posten før tid.
– Ja, i hvert fald på den måde, at han er den første i arvefølgen og som udgangspunkt skal være regent. Så på den måde er han officielt højere placeret end sin farmor, lyder det fra historikeren og kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen.
Det får således også betydning i den rækkefølge, som kongelige ankommer til fester på. Her er det altid regenten, der ankommer sidst, mens tronfølgeren ankommer kort før regenten.
– Formentlig kommer han fremover andensidst. Men vi ved det jo ikke, for der har jo ikke været en praksis for, at der har været en nulevende tidligere monark, som skal med til den slags arrangementer. Men det må man antage. Det er umiddelbart det mest logiske, lyder vurderingen fra Hovbakke.
Han understreger dog, at det kun er en vurdering, da der som bekendt ikke er tradition for abdikation i det danske monarki.
Ukendt farvand
– Men vi har jo aldrig haft den her situation før med en tidligere monark i levende live. Så det kan være, man vil ændre på traditionerne, hvis man kan tale om sådanne, når de ligger hundredvis af år tilbage. Derfor ved vi ikke, hvilken præcis rolle, hun får, siger kongehuseksperten.
Christian får indenfor en overskuelig fremtid også sit eget hof ligesom Frederik, da kongehuset ansatte Per Thornit til at styre kronprinsens eget hof.
– Det vil han formentlig få. Det vil være oplagt, for det er det, man plejer at gøre. Han får så sin egen hofchef, vurderer Hovbakke.
Mere arbejde
Det betyder også, at Christian i højere grad have hænderne op af de royale lommer og arbejde for det monarki, han en dag skal overtage.
– Vi må nok regne med, men han vil nok få flere opgaver, end hvis ikke han havde været kronprins. Men man vil selvfølgelig have stor forståelse for, at selv om han nok snart får årpenge, så skal han ikke arbejde lige så meget som de ældre medlemmer af kongefamilien, fordi han skal have lov at leve sin ungdom, mener Hovbakke.
Christian kan dog glæde sig over, at det ikke bliver hårdt at træde i sin fars fodspor som kronprins, for Frederik er kendt for sin legendariske tilbageholdenhed med arbejde, der mange år kun havde omkring 50 arbejdsdage.
Inden kronprins Christian for alvor træder i karakter som udearbejdende kongelig, skal han dog som led i sin kongetræning skal en tur i forsvaret, ligesom han formentlig også skal have en akademisk uddannelse.