Kronprins Frederik er tilbage på job
Grundet den verserende coronapandemi har sundhedsmyndighederne opfordret danskerne til at være ekstra omhyggelige med hygiejnen.
Det betyder blandt andet, at vi alle skal huske at være ekstra grundige med at vaske hænder – men også at bruge håndsprit, når vi færdes ude.
Derfor blev der i sidste måned sat gang i en særlig nødproduktion af ethanol, som bruges i håndsprit.
Den nedlagte fabrik i Kalundborg fik tidligere i dag besøg af kronprins Frederik, der, ud fra billeder at bedømme, virker ganske tilfreds med projektet.
Det afslører Det Danske Kongehus på deres Instagram-profil.
Artiklen fortsætter under billedet …
En sammenslutning af forskellige virksomheder, Carlsberg, Ørsted, Ree Holding og politiets nationale operative stab, har ansvaret for driften af hele produktionen.
Og to fonde har sammen bevilliget et svimlende millionbeløb til produktionen af ethanol, som skal være med til at begrænse smittespredningen af den dødelige coronavirus i Danmark:
- Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden har sammen bevilliget 17,5 millioner kroner til produktionen, skriver Det Danske Kongehus blandt andet i deres opslag.
Det daglige mål for produktionen er 50.000 liter håndsprit, og i alt er 25 tidligere medarbejdere blevet ansat for at få projektet til at lykkes.