Kronprins Frederik med sønnerne i ladcykel: Hvor er hjelmene?
Med de stigende benzinpriser og hensynet til miljøet er der ekstra god grund til at vælge cyklen.
Således overraskede kronprins Frederik, da han mandag ankom til Royal Run i København og på Frederiksberg.
Oprindeligt var det kun annonceret, at det var kronprinsen, der skulle løbe ruten, men på dagen gjorde prins Christian, 16, og prins Vincent, 11, deres far selskab – og den royale trio ankom på ladcykel.
Den 54-årige far til fire fragtede sine to sønner i en ladcykel fra danske Butchers & Bicycles, der har en startpris på 48.000 kr., og selv om transportformen var grøn, så var der noget andet, der fik folk til at se rødt.
TV 2 NYHEDERNE har omtalt kronprinsens ankomst på ladcykel, og i kommentarfeltet på Facebook bemærker flere, at hverken far eller sønner har cykelhjelm på.
– Husk den royale hjelm, skriver én i kommentarfeltet.
– De manglende hjelme er valgfrie, men mon ikke man som god rollemodel burde have haft dem på også?, bemærker en anden.
– Helt vildt fedt! Men jeg havde nu gerne set, at de havde cykelhjelme på. De er fantastiske forbilleder, stemmer en tredje i.