Kronprins Frederik på besøg hos landsholdet: Støtter jer, men bliver hjemme
Han er notorisk glad for at se det danske landshold på stadion, men under den kommende slutrunde i Qatar bliver det fra sofaen, at kronprins Frederik kommer til at se de danske drenge i rød og hvid.
Det skriver kronprins Frederik i et Instagram-opslag på kongehusets profil, hvor det fremgår, at han i dag har mødt VM-truppen.
- Som jeg flere gange har understreget, har landsholdet min fulde støtte, uanset hvor i verden de spiller, denne gang glæder jeg mig til at heppe på holdet hjemmefra, og jeg ønsker Kasper Hjulmand og hans trup alt muligt held og lykke, skriver kronprinsen.
Allerede søndag stod det klart, at kongehuset, som altid, følger den fungerende regerings linje, når det kommer til deltagelse i arrangementer.
Og da den fungerende regering lige nu har fokus på at danne en ny regering, er der ikke tid til fodbold. Det oplyste fungerende kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen i går til Ritzau.
I starten af november havde kronprinsen endnu ikke besluttet sig for, hvor VM skulle ses, men nu er det altså besluttet, at Amalienborg bliver stedet, hvor der skal heppes på Danmark.
Det danske landshold rejser i morgen til ørkenstaten Qatar, en uge inden deres første kamp.
Skal man tro kronprins Frederik, kan vi godt begynde at tage klaphatten på og skure forventningerne op, for de 26 spillere, der er udtaget, er mere end klar ifølge tronarvingen.
- Holdet står skarpt, humøret er højt, og man behøver ikke bære rød-hvide briller for at have store forventninger til et dansk landshold, der er velspillende, har et fantastisk sammenhold, og hungrer efter at følge op på EM-succesen fra forrige sommer, lyder analysen fra kronprins Frederik.
Landsholdets egen konge, Christian Eriksen, har ligeledes været på banen og kommentere på slutrundens lokation, som der er har været meget kritik af.