Kronprins Frederik slår fast: Det her skal prins Christian ikke udsættes for på sin fødselsdag
Da kronprins Frederik 26. maj 1986 fyldte 18 år, blev han vækket af syngepiger i netstrømper, bjørneskindshuer og uniformsjakker, der sang ”En lille hilsen fra alle Danmarks pi’r”.
Han var live igennem radioen, og han blev kørt i åben karet gennem Københavns gader.
Det lyder som en festlig dag, men for kronprins Frederik var den alt anden.
Han havde mest af alt lyst til at kravle i et musehul og forsvinde langt, langt væk, og han husker kun et enkelt glædeligt øjeblik fra dagen: Da han fik overrakt nøglerne til en splinterny Volvo 480 ES.
Om ganske kort tid venter så endnu en 18-års fødselsdag. 15. oktober fylder kronprinsens førstefødte, prins Christian, nemlig 18 år, men prinsen kan ånde lettet op, hvis han ligesom sin far ikke er til opmærksomhed og folkefest.
For prins Christian får en noget anden fejring, end farmand fik i 1986. Der bliver hverken syngepiger eller åben karét, og det er uden tvivl noget, som glæder prinsens far.
I sin biografi ”Under bjælken” fra 2017 fastslog kronprins Frederik nemlig, at han for alt i verden vil undgå, at hans egen søn fik samme fødselsdag.
- Jeg ved dog med sikkerhed, at vores Christian på sin atten års dag på ingen måde skal udsættes for syngepiger og en overfrisk radioreporter ude foran Frederik 8.s Palæ. Jamen, altså, fortæller kronprins Frederik i biografien.
Der bliver da heller ikke radiointerview eller syngepiger for prins Christian den 15. oktober. Der bliver dog gallataffel, som det også var tilfældet hos kronprins Frederik.
Dronning Margrethe vil således være vært for et gallataffel på Christiansborg Slot søndag den 15. oktober om aftenen, hvor kongehuset i samarbejde med landets kommuner har inviteret op mod 200 unge til at deltage i fejringen.
Hver af landets kommuner samt Grønland og Færøerne får mulighed for at udvælge to 18-årige, der kan komme med til gallataflet.
Det bliver dog langt fra de eneste, der vil deltage i prins Christians store dag.
Også en perlerække unge, der har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden vil være med til at fejre, at prinsen for alvor træder ind i de voksnes rækker.
Gallataflet er dog ikke den eneste fejring på selve dagen. Festlighederne begynder således allerede klokken 12 søndag den 15. oktober.
Her vil fødselaren vise sig sammen med sin familie og dronningen på balkonen på Frederik VIII’s Palæ.
En særlig dag venter også knap en måned efter selve fødselsdagen. Her vil den nu 18-årige prins deltage i et møde i Statsrådet, hvor han vil afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven.
Herefter vil prins Christian så kunne blive udpeget som rigsforstander. Kongehuset oplyser dog i samme ombæring, at prins Christian vil ikke få sæde i Statsrådet, før et tronskifte har fundet sted.