Kronprinsfamilien vender hjem til Danmark før tid

Kronprins Frederik og resten af familien afbryder nu deres ophold i Schweiz.
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
- På baggrund af den skærpede situation i Danmark i forbindelse med håndteringen af udbredelsen af COVID-19 har Kronprinsparret besluttet, at familien rejser hjem fra Schweiz, skriver Kongehuset i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kronprinsfamilien stillede i starten af året op til officiel fotografering i Verbier. (Foto: Martin Høien)
- Den 6. januar 2020 indledte Deres Kongelige Højheder Prins Christian, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine et 12-ugers skoleophold på Lemania-Verbier i Schweiz, skriver Kongehuset yderligere i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Skoleopholdet bliver således afbrudt før tid, og alle fire børn vil, når offentlige institutioner igen åbner i Danmark, fortsætte deres skolegang på Tranegårdskolen i Gentofte.
I forbindelse med kronprinsfamiliens rejse til Schweiz, kom det også frem, at familien har ejet et hus i de schweiziske alper over en årrække.