
Lars Løkke roser: Frede strålede på fransk

LÆS OGSÅ: Knud Romer skal i audiens hos kong Frederik
Jobbet som udenrigsminister er alsidigt, og for Lars Løkke Rasmussen gik turen fredag eftermiddag direkte fra NATO-møde til åbningen af Grøften i Tivoli.
Tidligere på ugen stod den på officielt besøg i Paris.
- Vi havde en kæmpe erhvervsdelegation på 65 virksomheder med, og de kom også hjem med konkrete resultater, jubler Lars Løkke.
Som udenrigsminister har han ofte glæden af at rejse rundt med Frederik og Mary, og det er noget, han nyder.
- Vi havde et kongepar med, der strålede, og en konge der gav den på fransk.
- Så der var ikke et øje tørt, roser Lars Løkke.

Han har kun ros til overs for Frederik, som nu i mere end et år har siddet på tronen.
- Jeg synes, han gør det fremragende. Og det har jeg set på nærmeste hold, siger han.
Som statsminister rejste han ikke på samme måde med kongefamilien, men det får han lov til som udenrigsminister.
- Det er bestemt mit indtryk, at han trives i rollen, siger Lars Løkke.
Kan I også grine og pjatte på sådan en tur?
- Det kan vi sagtens, siger Lars Løkke.
Han har dog ikke tid til at uddybe, hvad det handler om, inden han må afsted til Grøften.
- Jeg har kun en kort halv time, jeg har ikke mere tid.
- Men jeg tænker lige at sige hej til nogle af mine venner og glæde mig over et lille lyspunkt i en sort tid, sagde Danmarks udenrigsminister.
