Kongelige7. november 2022

Margrethe frygter Alexandras hævn: Tikkende bombe

Joachims ekskone kan afsløre alt om de blåblodede i kølvandet på sønnernes kongelige deroute
Grevinde Alexandra
Grevinde Alexandra, 58, vil få masser af opmærksomhed, hvis hun langer yderligere ud mod Amalienborg.
 Foto: Martin Høien

Hun har i mere end 17 år været den loyale ekskone og tidligere prinsesse, der aldrig har ytret et eneste negativt ord om kongehuset.

Men nu er grevinde Alexandra blevet en tikkende bombe, der kan risikere at eksplodere i hovedet på de kongelige.

For dronningens beslutningen om at fratage Nikolai og Felix deres prinsetitler har vækket den løvemor, som Alexandra er, og derfor kan hun nemt ende med at blive så rasende på sin tidligere svigermor, at hun glemmer alt om at være loyal mod det kongehus, hun ikke længere er en del af.

Kongehuset
Fra sit ægteskab med prins Joachim 53, kender Alex alle de mørkeste hemmeligheder om de kongelige. Og hun kan kæmpe for sin familie.
 Foto: Kongehuset

Det bekræfter kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen overfor SE og HØR.

– Hun er jo helt ude af det hele og derfor kan hun sige og gøre, hvad hun vil. Og det var jo også det, hun benyttede sig af allerede den første dag, hvor hun gik ud og kommenterede beslutningen, siger kongehuseksperten.

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe, 82, skal træde varsomt i forhold til Alex den kommende tid.
 Foto: Mikael Rieck

Da hun var på foredrags-turné, fortalte grevinden, hvordan dronningen hjalp hende med at finde sig til rette i Danmark i sin tid, ligesom hun fortalte om vigtigheden af kongehuset.

– Det var et stort ansvar for mig at træde ind i kongehuset. Kongehuset står for mig som tradition og kontinuitet. Det er en forankring i både gode og sørgelige tider, sagde hun blandt andet i foredraget.

Fuldstændig i chok

Men da Alexandra hørte om dronningens beslutning om at fratage Nikolai og Felix deres prinsetitler, var ordene knap så glatte.

grevinde Alexandra, prins Felix, prins Joachim og prins Nikolai
Joachim og Alexandra gik ud sammen og kæmpede for Nikolai og Felix – og Joachims børn med Marie, da de mistede deres kongelige titler.
 Foto: Hanne Juul

– Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem, slog hun tilbage i B.T.

Og det kan meget nemt blive den første serie af slag fra den sårede løvemor.

– Det er første gang, hun kommer med den slags udtalelser, og det er udtryk for, at hun er helt ude af det hele og ikke længere har noget at miste, siger Hovbakke.

Har intet i klemme

Modsat prins Joachim, der trods alt skal undgå at miste sin apanage, har Alexandra nemlig frasagt sig sin årlige ydelse fra staten. Så økonomisk har Margrethe ingen magt over hende.

Det eneste, Margrethe kan straffe Alex med, er ved at fratage hende titlen som grevinde, men det vil blive opfattet som en hævn mod Joachims ekskone, og det ville nok være et dumt træk.

Grevinde Alexandra
Alex var harsk i sin kritik efter beslutningen om titlerne. Det kan blive værre, hvis hun beslutter sig for at lufte Amalienborgs beskidte lagener i fuld offentlighed.
 Foto: Hanne Juul

Margrethe ved godt, at Alexandra har en stor stemme i offentligheden og kan få sine budskaber ud med meget store bogstaver i pressen. Og det er en mulighed, mener Lars Hovbakke.

– Det er da ikke utænkeligt, at hun går ud med en bog. Hun og Joachim havde en aftale om, at de ikke skulle komme med en masse ting i pressen. Det var der en indforstået aftale om. Men det kan jo være, hun ser lidt anderledes på det nu og vil sige mere end hun ellers har villet gøre. Det kan man ikke udelukke, slår han fast.

– Hun kan ikke miste noget, hvis hun kritiserer dem. Hun kan næsten gøre, hvad hun vil. Den eneste begrænsning vil være, hvis mange danskere bliver irriterede over, at hun udtaler sig. Men de ved jo godt, at det er en mor, der er blevet sur, mener kongehuseksperten.

Stor usikkerhed

Grevinde Alexandra har ikke ønsket at udtale sig til SE og HØR om fremtidsmulighederne, men ifølge Hovbakke skal Margrethe og Frederik ikke sove alt for roligt.

– Jeg ved ikke, om der kommer en bog, men det er nok ikke sidste gang, vi har hørt hende udtale sig, fortæller han.

Og for Margrethe – og Frederik – er det en tikkende bombe under det monarki, der fik nogle hårde knubs med beslutningen om at fratage Joachims børn deres titler.

Sponsoreret indhold