Marius Borg Høiby mistænkt for at slette beviser
Norsk politi har mistanke om, at Marius Borg Høiby har forsøgt at slette digitale beviser, der er relateret til to voldtægter, som han er sigtet for.
Det skriver de norske aviser VG og Aftenposten.
Konkret skal Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn, mindst to gange have forsøgt at slette beviserne ved hjælp af en funktion, der kan slette indhold på digitale enheder - eksempelvis telefoner - på afstand.
Politiet har mindst tre gange beslaglagt telefoner, der tilhører Høiby.
27-årige Marius Borg Høiby er sigtet for to voldtægter, der skal være begået ved andre seksuelle forhold end samleje, mens ofrene var bevidstløse eller på anden vis ude af stand til at gøre afstand.
Begge voldtægter er ifølge politiet blevet filmet, og optagelserne er fundet på Høibys telefon.
Det kom frem i forbindelse med et grundlovsforhør onsdag i Oslo, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig en uge.
Høiby nægter sig skyldig i sagerne om voldtægt.
Begge ofre er kvinder i 20'erne.
Det er uvist, hvilke beviser Høiby skal have forsøgt at slette, og om det er de optagelser, der ifølge politiet viser de formodede voldtægter.
Ud over de to voldtægter er han sigtet for blandt andet mishandling af tre tidligere kærester. Det var under efterforskningen af disse sager, at politiet fandt videoer, som førte til sigtelsen for de to voldtægter.
Han blev anholdt både 4. august og 13. september og har erkendt vold i én sag, hvor sigtelsen siden er skærpet, så den omhandler mishandling, samt drabstrusler mod en mand.
Han nægter sig skyldig i to af sagerne om mishandling.
Marius Borg Høiby blev senest anholdt sent mandag aften i Oslo.
Han er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han blev født, før hans mor, Mette-Marit, giftede sig ind i den norske kongefamilie og blev hustru til kronprins Haakon.