Märtha Louise og Durek Verrett kræver millioner efter boligkøb: Fuld af fejl

LÆS OGSÅ: Durek Verrett efter vilde sexafsløringer: - Märtha Louise vidste alt
Det skulle have været en kærlighedsrede, men nu er det endt i en millionstrid.
Prinsesse Märtha Louise kræver nemlig lidt over en million danske kroner i prisafslag efter købet af en villa i Stabekk uden for Oslo, som hun købte sammen med sin mand, bolle-shamanen Durek Verrett i 2023.
Det skriver norske VG.
Prisen lød dengang på 11,7 millioner danske kroner. En pris, der var over udbudsprisen.
Men efter købet blev der opdaget en række alvorlige mangler i huset, og nu er sagen endt hos domstolen, skriver mediet.
Ifølge retsdokumenter mener prinsessen, at der blandt andet er problemer med bærende konstruktioner, fundamenter, isolering, fugtsikring – og at der er lavet ændringer uden de nødvendige tilladelser.
I alt syv punkter har Märtha Louise og hendes advokater listet op.
De tidligere ejere, Karin Hindsbo og Martin Smith-Sivertsen, anerkender, at der er grundlag for et prisafslag, men parterne er uenige om størrelsen.
Indtil videre må prinsessen og Durek vente med at flytte ind. Deres planer om at rive huset ned og bygge nyt er nemlig blevet afvist af Bærum kommune.
Det betyder, at parret tidligst kan få klarhed i 2026, skriver mediet.
Indtil da bor de fortsat i prinsessens gamle bolig i Lommedalen.
Parterne skal holde møde den 16. maj. Hvis de ikke når til enighed, er der afsat to retsdage i november.
Ingen af parterne vil ifølge VG på nuværende tidspunkt kommentere sagen.