Mary kæmper for rygestop: Drop smøgerne, Margrethe
Før Mary blev en del af den royale familie, var der røgfyldt i stuerne på Amalienborg, hvor både Henrik, Margrethe og deres to sønner pulsede løs.
Kronprinsessen har for længst fået vænnet sin gemal af med røgen – ifølge grev Ingolf, fordi Frederik ikke turde andet. Men nu går Mary til kamp mod røgen i forbindelse med Røgfri Fremtid, der er navnet på en ny alliance mellem Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
Mon ikke hun også stikker lidt til sine børns 78-årige farmor? Margrethe har nemlig i årevis fået specialimporteret de græske Karelia Agriniou-cigaretter – med så højt tjæreindhold, at de er forbudt i alle EU-lande på nær Grækenland.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Margrethe har fyret op under sine specialimporterede græske cigaretter, siden hun var ganske ung. (Foto: All Over Press)
Og det kan ifølge Kræftens Bekæmpelses projektchef for tobaksforebyggelse Niels Them Kjær få alvorlige konsekvenser.
– Hvis man ryger gennem hele livet, er der 50 procents risiko for, at man dør af rygning, fortæller han til SE og HØR.
Stor sygdomsrisiko
Man risikerer også at blive ramt af rygningsrelaterede sygdomme som f.eks. hjertekarsygdomme, KOL og kræft – og statistisk set barberer man ti år af sin levealder.
Prognosen tegner lige så sort som et par gamle rygerlunger, men der er en positiv melding:
– Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge. Og statistisk set bliver det nemmere med alderen, for man bliver mere fokuseret på sin sundhed, og dermed stiger motivationen, siger Niels Kjær og kommer med gode råd til Margrethe.
– Man skal søge professionel rådgivning og indgå i et fællesskab med andre, der skal stoppe med at ryge, og så skal man tage imod alle de hjælpemidler, man kan få såsom nikotintyggegummi eller rygestoppiller.
Læs mere om det danske kongehus i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.